26 mio. kr. i overskud

0
Villy Sørensen: - Resultatet er bedre end ventet.
Dronninglund Sparekasse kom ud af 2017 med et overskud på 26 millioner kroner.

– Det er bedre end ventet og særdeles tilfredsstillende, bemærker en glad direktør, Villy Sørensen.

– Bag resultatet gemmer sig den udvikling, som er kendetegnende i alle pengeinstitutter, nemlig at toplinjen i form af rente- og gebyrindtægter er under pres. Dette skyldes primært en faldende rentemarginal samt et stagnerende udlån. Endvidere er forrentningen af vores overskudslikviditet nul, og renten af indestående i Nationalbanken er negativ.

– Der er hård konkurrence om de gode kunder, og samtidig er lånelysten hos vores kunder fortsat beskeden. Derfor er det positivt, at vi har formået at reducere vores renteudgifter i forhold til 2016, og samtidig har vi tjent mere på gebyrsiden, da der har været god aktivitet med låneomlægninger og investeringer.

– På omkostningssiden har vi formået at reducere omkostningerne med knap 2 mio. kr., og samtidig har vi været begunstiget af positiv kursregulering på vores beholdning af værdipapirer på kr. 2,7 mio.

Nedskrivningerne er også på vej i den rigtige retning. De er faldet fra 26,5 mio. kr. i 2016 til 20,5 mio. kr. i 2017. Vi mærker en klar forbedring af økonomien hos de fleste af vores kunder, og vi forventer i 2018 at kunne reducere nedskrivningerne yderligere.

– Solvensprocenten er 19,3 procent. Solvensbehovsprocenten er på 11,7 procent. Der er således en overdækning på 7,6 procentpoint, hvilket er et udtryk for, at sparekassen er solid.

– Det er også nødvendigt, for kapitalkravene til pengeinstitutterne er allerede skærpet, og kravene til kapitalmæssig polstring vil stige kraftigt i de kommende år. De såkaldte NEP-krav og nye nedskrivningsregler samt nye regler om kapitalbuffere betyder, at pengeinstitutterne i fremtiden skal være meget bedre polstrede end tidligere.

– Vi glæder os over, at vi allerede nu lever op til det NEP-krav, som er meldt ud for 2019, og vi lever faktisk allerede nu næsten op til det krav på 19,4 procent, som er gældende for os fra 2023, når reglerne er fuldt indfaset. Det giver os tro på fremtiden, fortsætter Villy Sørensen.

– Vi har altid opfyldt alle krav til Finanstilsynets Tilsynsdiamant, og på alle 5 målepunkter ligger vi langt fra Finanstilsynets kritiske grænser, konstaterer Villy Sørensen.

– I 2017 har sparekassen fået 1072 nye kunder og 270 nye garanter. Især antallet af nye garanter glæder os. Sparekassen har imødekommet alle ønsker om udbetaling af garantbeviser og vi har hvert år udbetalt gode renter til vores garanter. Derfor får vi også fortsat mange nye garanter, konkluderer Villy Sørensen.

– Vi er en solid sparekasse, der har tilpasset os verden omkring os. Vi er godt rustet til at hjælpe vores kunder med deres økonomiske behov, ligesom vi er klar til at byde nye kunder velkommen til en sparekasse, hvor fleksibilitet, korte beslutningsveje og nærhed er nøgleord, foruden selvfølgelig prisen, som er vigtig for alle, slutter Villy Sørensen.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close