Bare vi har medaljer nok

0
Det blev til mange kampe i den store skoleturnering, der foregik i Dronninglund Hallerne. Foto: Jørgen Ingvardsen
Over 350 spillere deltog, da man for femte gang afviklede et skolefodboldstævne i Dronninglund Hallerne i lørdags. Stævnet var for elever i 0. til 5. klasse fra den gamle Dronninglund Kommune. Med 63 hold var der rekordtilmelding, og da der er medaljer til alle, var en af bagmændene, Søren Larsen, inden start nervøs for, om der nu var medaljer nok.

– Det er jeg ikke sikker på, men så må vi uddele dem i skolen senere, sagde han.

– Vi startede med disse stævner for fire år siden. De har kørt med noget tilsvarende i mange år i Brønderslev Kommune, og så følte vi, at det skulle børnene i den østlige ende også have mulighed for at deltage i. På den måde startede vi så skolefodbold her i området, fortalte Søren Larsen.

Selv om det hedder en skoleturnering, er det ikke skolerne, der står bag. Det er Dronninglund Fodbold, der stiller op med 35 hjælpere for at få det hele til at køre.

– Vi deler indbydelserne til stævnet ud på skolerne, og så er det forældre, der optræder som holdledere, oplyste Søren Larsen, der ikke lægger skjul på tanken bag stævnet.

– Vi vil naturligvis gerne have flere til at spille fodbold. Derfor lægger vi i stævnet også vægt på det sociale og ikke så meget på konkurrencen. Der kåres ingen puljevindere, og alle får diplom og medalje med hjem. Der er plads til alle her. Vi skal have det sjovt, og det har vi, fastslog Søren Larsen.

Deri havde han ret. Det var tydeligt, at der blev hygget og kæmpet, for det var jo en fodboldturnering. Der var også mange på tilskuerpladserne, og de fulgte godt med i, hvad der foregik på banerne og udenfor. Der var hold, der havde deres egne cheerleaders med. Det var de børn, der ikke havde lyst til at spille, der så optrådte som cheerleaders. Det var underholdende ved et flot stævne med 350 børn med store smil på læberne og røde kinder.

Stævnet havde i år skiftet sponsor, så det nu hedder Eniig Cup.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close