Bevæg dig for livet – også i Dronninglund

0
Kristian Kristoffersen er en af tovholderne i projektet, og evt. spørgsmål kan rettes til ham (se i teksten). Foto: Ole Torp
Tirsdag 22. maj starter et såkaldt fodbold-fitness-hold, hvilket vil sige, at man spiller fodbold og kombinerer det med fitnesstræning, og de to discipliner sammen udgør en af de sundeste motionsformer.

Projektet er et led i det landsdækkende “Bevæg dig for livet” og gennemføres i samarbejde mellem Brønderslev Kommune, DGI og Dronninglund Idrætsforening (DIF). Det er 60+-gruppen, som man henvender sig til, og mange i den alder efterspørger faktisk træningstilbud, der hjælper dem med at holde sig sunde og raske og i god fysisk form. Men i forbindelse med dette tilbud er det op til de enkelte lokale projekter, hvilken type 60+’ere man gerne vil lave et hold for.

I dette tilfælde er holdet for personer med kræft-, diabetes- eller hjertesygdom. Som man siger fra initiativtagerne: – Det er dig, der gerne vil være aktiv sammen med andre ligesindede og gøre noget godt for din sundhed, som vi henvender os til. Mange har en idé om, at man ikke kan gå til fodbold, hvis man har fysiske skavanker, men det passer altså ikke. Til fodbold-fitness tager man hensyn til hinanden, og alle er der for at få god motion sammen med andre på samme niveau som dem selv. Det sociale er i fokus, og deltagerne behøver ikke at have sparket til en bold før.

I patientforeningerne glæder de sig til at komme i gang og har især fokus på de ting, der binder træningen og fællesskabet sammen. Netop det sociale fylder i forvejen meget i DIF, som udover fodbolden spænder over mange forskellige idrætstilbud. – Fodbold er en holdsport, som er god til at samle folk. Man kommer ud og får rørt sig i stedet for at sidde derhjemme med sin sygdom. Det bliver man ikke rask af, siger Flemming Kvist, som er formand i Dronninglund Fodbold.

– For at deltage skal du være selvhjulpen med medicinering og være i stand til at være fysisk aktiv i minimum en halv time inklusive pauser. Der er træning hver tirsdag kl. 10-11 hos Dronninglund Fodbold, Rørholtvej 18 i Dronninglund. Bagefter er der tid til hyggeligt samvær. Vi mødes ved “Kravlegården” på Dronninglund Stadion.

Projektleder fra kommunen er Morten Borregaard Poulsen, og han siger om projektet: – Det er et initiativ i lighed med det, vi lavede med Brønderslev Golfklub og Diabetesforeningen. Til dette hold har vi dog valgt at alliere os med både Diabetes-, Hjerteforeningen og Kræftens Bekæmpelse om at få deres medlemmer ud og være aktive i DIF Fodbold.

Standerhejsning finder sted tirsdag 22. maj kl. 10, hvor udvalgsformand for Social- og Sundhedsudvalget, Martin Bech, og udvalgsmedlem i Fritid- og Kulturudvalget, Hildo Rasmussen, kommer og sparker gang i projektet.

Spørgsmål kan rettes til projektets tovholder Kristian Kristoffersen: Tlf. 2948 3164 eller mail kristoffersen9330@gmail.com. Kontingent og tilmelding sker på hjemmesiden www.diffodbold.dk under menupunktet kontingent – vælg dette hold.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close