Børn har ret til at være i et fællesskab

0
Carina Bruun-Jensen er netop ansat som leder af mellemtrinnet og som inklusionsleder på Dronninglund Skole. Foto: Jørgen Ingvardsen
Hun har kun været ansat i stillingen som leder på Dronninglund Skole i kort tid, men allerede nu er hun ikke bange for at beskrive jobbet som et drømmejob. Hun ved, hvad hun taler om, Carina Bruun-Jensen, for hun har erfaring fra flere skoler i Aalborg Kommune, senest fra Nibe Skole. På Dronninglund Skole er hun ansat som leder for mellemtrinnet og som inklusionsleder. Den første opgave er let nok at forstå for de fleste, mens opgaven som inklusionsleder er lidt mere diffus.

– Stillingen er defineret, men der er en del overskrifter, vi skal have puttet indhold i. Inklusion er et diffust begreb, men kort fortalt går det egentlig ud på, at gøre det let for børnene at gå i skole. Det gælder for alle, men min opgave bliver især at være tovholder for de børn, som er lidt ekstra udfordrede. Folkeskolen er for alle, så vi skal skabe en skole, hvor alle kan være. Der skal være plads til alle, og der skal være de tiltag, hver enkelt individ har brug for, forklarer hun med stor overbevisning. Det er tydeligt, at hun brænder for den opgave, hun har påtaget sig.

– Jeg blev nok valgt til jobbet på grund af min opfattelse af inklusion. Jeg går nemlig ikke ind for, at børn bare skal rummes. I skolen skal der være plads til alle, og det med at rummes betyder jo bare, at der er en stol til hvert barn, men det er ikke sikkert, at de bliver en del af fællesskabet alligevel. Min holdning er, at alle børn har ret til at være i et fællesskab, hvor de bliver dygtigere, og hvor de får lov til at vokse til den bedste version af sig selv. Det er inklusion, og det er nogle lange, seje træk, vi skal tage. Det er ikke altid let at være sammen med nogen, der ikke ligner en selv, men det er det, vi lærer af. Jeg tror, vi bliver dygtigere, når vi ikke altid bliver spejlet i det, vi kender hjemmefra. Der er ingen kort vej til det her, og der er ikke en vej, der slutter. Det er noget, vi skal blive ved med at gøre altid, siger Carina Bruun-Jensen, der videre peger på, at vi bliver nødt til at tale sammen og lytte til hinanden.

– Vi bliver nødt til at erkende, at vi har brug for hinandens forskelligheder. Vi skal værre åbne over for hinanden. Vi skal også snakke sammen om, hvordan vi ser på børnene, og hvordan vi hjælper børnene bedst muligt til at blive dygtigere. Vi skal skabe en skole, hvor man ikke er udenfor, fordi man er noget særligt, for vi er alle sammen særlige. Vi skal skabe et fællesskab af forskelligheder. Det er der en stor styrke ved, og det er den forståelse, vi skal arbejde med, siger hun.

Samfundet har forandret sig meget de senere år, og vilkårene for skolen er anderledes end for bare få årtier siden.

– I skolen i dag har vi kun englebørn og guldklumper, der agerer ud fra det, de har lært. Forældrene er kritiske, og det skal de være, for det er deres børn. Som lærere bliver vi nødt til at lytte til forældrene og de erfaringer og oplevelser, de har. Vi bliver så også nødt til at fortælle om de oplevelser, vi har. Vi skal tale sammen og lytte til hinanden, også selv om vi ikke er enige. Det er en fælles opgave, vi har. Vi må anerkende hinanden der, hvor vi står, og opgaven er at få barnet til at lære så meget, det kan, og trives så godt som muligt. Det kan være svært at blive dygtigere. Man skal knokle, men derfor behøver det ikke at være svært at gå i skole. Det skal være let at være her, for så kan man lægge sin energi i det, der er svært. Inklusionsopgaven er netop at gøre det let for børnene at gå i skole. Enhver elev skal vokse. Om det er på det sociale eller på det faglige, så er det vores opgave, og det skal vi naturligvis fortsætte med at have fokus på. Det er ikke alle, der starter samme sted, men de skal alle bruge det potentiale, de har, fastslår hun.

Påstanden om, at børn og unge ikke længere ønsker at være som alle andre, men skille sig ud, godtager hun ikke.

– Jeg tror stadigvæk på, at alle har behov for at se ligheder hos andre. Du er lidt ligesom alle de andre, også selv om de ikke ligner dig. Skolens opgave er at finde en fællesnævner, så de børn, der går i klasse sammen og måske kommer fra forskellige vilkår og har forskelligt potentiale, er med i et fællesskab. Det er for mig inklusion, slutter den nye inklusionsleder på Dronninglund Skole, Carina Bruun-Jensen.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close