Computerne blev skilt ad

0
Lærer Bjarne Albøge hjælper her eleverne Gustav Olesen og Roy Liebe med at samle computerne. Foto: Jørgen Ingvardsen
Der stod computere overalt. De fleste var skilt ad i småstumper med ledninger og komponenter liggende på bordene. For udenforstående lignede det mest af alt kaos. For eleverne på IT-værkstedet på Dronninglund Skole var det bare en del af dagens opgave, og de følte alle, der var styr tingene.

– Jeg har samlet en computer før. Jeg har faktisk en computer derhjemme, som jeg selv har bygget, fortalte August Dissing, mens han skruede og loddede på en gammel computer, der stod på et bord foran ham. Ved andre borde sad en halv snes unge. Alle er de elever i en 7. klasse på en af skolerne i Brønderslev Kommune. De deltager i et tilbud, der kaldes ’Kick’, og som er for elever i 7. klasse, der har brug for at få lidt praktisk/teoretisk undervisning. Det får de så i fire perioder af skoleåret. I disse moduler tages eleven ud af klassen for at deltage i Kickmodulerne.

– Vi startede ugen med at skille nogle computere ad, og dagen efter gik vi så i gang med at sætte dem sammen igen, fortalte Bjarne Albøge, der var lærer på kurset. Han er ellers gået på pension, men vendt tilbage for at stå for undervisningen hele ugen. Eleverne er i de bedste hænder, for den erfarne lærer er noget af en kapacitet på området. Han har været med hele vejen fra computerens spæde barndom omkring 1980, og til han gik på pension for få år siden.

– De er virkelig skrappe til det her, sagde Bjarne Albøge.

Trods det tilsyneladende kaos arbejdede eleverne stille og roligt med de mange komponenter og så ud, som om de aldrig havde lavet andet.

– Så svært er det heller ikke. Man skal bare sætte ledningerne i de huller, der passer, fortalte August Dissing, der går på Hedegårdsskolen i Brønderslev.

– Man skal give sig den tid, det tager, og så skal man selvfølgelig også have lysten, fastslog han. Ved en anden computer sad Gustav Olesen fra Hjallerup med sin adskilte computer.

– Jeg skal nok få den sat sammen i løbet af dagen. Når jeg til foråret skal konfirmeres, regner jeg med at få så mange penge, at jeg kan gå i gang med at bygge min egen. Det er meget billigere, og så får man lige den computer, man ønsker, sagde han.

Foruden IT-holdet var der et andet Kick-hold på Dronninglund Skole. Det arbejdede i skolekøkkenet. Her blev der stegt, bagt og snittet efter alle kunstens regler. Der blev lavet en række lækre retter. I tirsdags stod menuen således på karrysuppe med fersken og rejer, kyllingelasagne med spinat og nødderoulade.

– Jeg kan godt lide at lave mad, og det gør jeg tit derhjemme, fortalte Sidsel Jeppesen Kristiansen, mens hun var i gang med at lave lasagne. På madholdet sluttede ugen med, at eleverne lavede et festmåltid, hvor forældre, klassekammerater og venner var inviteret.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close