Der smedes og fortælles

0
Linda Guldbæk er næstformand i VLH og meget engageret i Middelalderdagene. Hun har tidligere udfyldt rollen som Elsebeth Gyldenstjerne. Nu er hun meget aktiv på forskellige poster, og skal i løbet af dagene være en respektabel middelalderfrue. Foto: Ole Torp
Middelalderdagene på Voergaard nærmer sig og finder faktisk sted 14.-21. juli. Det er selvfølgelig helt unødvendigt at fortælle, at organisationen bag, Voergaard Levende Historie (VLH), i lang tid har forberedt denne store begivenhed, som tiltrækker masser af folk – også langvejs fra.

Her godt halvanden måned før har man arrangeret kurser for de frivillige aktører, og det foregår selvfølgelig i Tinghuset beliggende på den anden side af voldgraven. Her har der i den forløbne weekend været fortælle-kursus (“workshop i historiefortællingens håndværk” kalder de det), som går ud på at øve de aktører, som udfylder en funktion i løbet af Middelalderdagene, i at fortælle de besøgende om netop deres middelalderperson og vedkommendes arbejde på en måde, så det fænger hos gæsterne på Voergaard. Omkring 30 deltog i dette kursus, og en af deltagerne fortalte senere, at det var imponerende, hvordan instruktøren, Steiner Steinmetz (under Middelalderdagene går han under navnet Mikkel Langbue), kunne levendegøre aktørernes roller under Middelalderdagene.

Sideløbende hermed var der i samme weekend et smedekursus, hvor 12 deltagere blev undervist af Peder Callesen fra Sydjylland og på egen hånd lavede forskelligt indenfor faget. Flere af deltagerne bruger det, som de lærer her, ved arrangementer med arbejdende værksteder som f.eks. Middelalderdagene. Ude på græsplænen bag Tinghuset var der lavet en overdækket arbejdsplads med esser, og hvad der ellers hører til en smedje. – Om lørdagen var der stadigvæk en særdeles lummer luft udendørs, og kombineret med varmen fra essen, så var det så godt som uudholdeligt, fortalte nogle af deltagerne. Dagen efter var der en mere tempereret udendørstemperatur, og det satte deltagerne stor pris på.

Det var VHL, som betalte for smedekurset bortset fra en fast egenbetaling på 100 kr. for materialer. Dog var det sådan, at hvis man smedede nogle materialetunge ting, så måtte man selv spæde til. Men der var fuld forplejning begge dage, og deltagerne var i det hele taget meget tilfredse med kursusforløbet.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close