Dronninglund venter på svar

0
Fra denne lille varmecentral opvarmes det rimeligt store kompleks, der udgøres af bygningerne, som tidligere var sygehus. Skråt overfor (afstand ca. 10 meter) ligger Dronninglund Fjernvarmes store anlæg. Foto: Ole Torp
– Fagforvaltningen for Teknik og Miljø foreslår, at Teknik- og Miljøudvalget godkender det fremsendte projekt i henhold til varmeforsyningsloven, og samtidigt pålægges Region Nordjylland tilslutningspligt i relation til Dronninglund Sygehus.

Sådan lød forvaltningens indstilling til udvalget i slutningen af sidste år, og udvalget var ikke i tvivl, for deres beslutning var en godkendelse af indstillingen. Den samling bygninger, som tidligere udgjorde Dronninglund Sygehus, og som nu rummer såvel et asylcenter som Falcks Lægehus og visse andre formål, opvarmes med centralvarme baseret på naturgas.

Varmen produceres i et maskinhus, som er beliggende på Tidselbak Allé skråt overfor Dronninglund Fjernvarmes store bygningskompleks. Alle andre offentlige bygninger indenfor fjernvarmens dækningsområde opvarmes med varme, som i høj grad er baseret på vedvarende energi, mens regionens store bygningskompleks får varmen fra fossile kilder.

Også rent økonomisk vil det være en gevinst for såvel regionen og samfundet, hvis man får lagt en forsyningsledning tværs over gaden. Det er beregnet, at regionen med den nuværende opvarmningsmetode har en ekstraudgift på 167.000 kr. årligt.

– Nu er regionen altså pålagt en tilslutningspligt, og så kan vi blot vente på et svar, og et ja til tilslutning til fjernvarmen er selvfølgelig det, vi håber på. Vi er løbende i dialog med dem, men med netop denne sag har det trukket ud, selvom det jo vil være en fordel for alle parter, siger plan- og miljøchef ved Brønderslev Kommune, Asger Nielsen.

Der er dog visse tegn i sol og måne, som antyder, at regionen er ved at bløde op mht. til at slutte sig til den kollektive varmeforsyning. Brønderslev Varme skal således til at levere varme til Brønderslev Psykiatriske Sygehus, og forberedelserne hertil er allerede gået i gang.

– Det giver rent samfundsmæssigt et overskud på 2,6 mio. kr., oplyser formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Karsten Frederiksen.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close