En flygtnings beretning

0
Iran Eys - fortæller sin historie. Privatfoto
Sådan er det når man flygter. Man ved ikke hvad man flygter til, kun hvad man flygter fra. Man flygter ind i uvisheden. Hvis det var til at holde ud, der hvor man var, flygtede man ikke.

Hun havde familie, hun havde venner, formentligt et job – måske var hun jurist, eller husmor, eller teenager ligesom min datter. Hun havde et hjem, som tidligere ikke var under beskydning. Og hun vågnede om morgen, før i tiden, og følte at der var stor sandsynlighed for at hun så solnedgangen. Hun tænkte først over trygheden da den ikke længere var en del af hendes liv. Ting ændres med krig. De store ting, som valg og frihed og journalistisk dækning af virkeligheden. Og de små ting, som det at der er brød til familien til et måltid, og om man skal dække op til en færre, fordi manden er blevet taget af politiet.

Den ændring, og den beslutning om at flygte, kommer sjældent på en gang. Artilleriet buldrer på afstand i dagevis, måske igennem flere måneder. Måske kommer der et tilbud fra familien om nogle penge, måske er det en ven der forsvinder, og det bliver dråben som sender flygtningen ud af landet.

De mennesker, der flygter, har mange grunde til at blive hvor de er, de har venner, arbejde, en kultur, og et sprog de forstår. De har også nogle ressourcer, oftest både penge, og arbejdsevner- de ting gør at de kan komme afsted på trods af at der er en hverdag der skal passes. En hverdag der langsomt ændres af krig. En hverdag der til sidst bliver uudholdelig.

Og det er sket tusinder af gange, ikke kun for tusinder af mennesker, men igennem tusinder af år. I det gamle Rom var der også flygtninge, op igennem Europas historie, folk har altid flygtet fra krig, og krig har der formentligt altid været.

Denne beretning har jeg fået af en Iransk flygtning i Danmark, en Kurder, som har flygtet fra en hverdag der faldt fra hinanden.

Hun hed Helena. Hun boede i Polen, da Tyskland under 2. Verdenskrigen invaderede. Hendes far var fra Armenien, og skibsreder. Han forsvandt, bliv taget, og hun så ham aldrig igen. I alle de beretninger jeg har set og læst, bliver disse hændelser fortalt uden følelser, som om faderen lige er gået en tur i supermarked. Det, der i et almindeligt liv ville ligne en traumatiske hændelse, bliver oftest i en flygtnings historie til en hverdags historie. Måske fordi denne flygtning kender til så meget sorg, både hos venner og bekendte, og fordi han eller hun ved at det kan blive så meget værre. Og det gjorde det også. Der var ikke så meget tid til at sørge.

Helena fortalte at efter en tid, bliv resten af familien sendt til en interneringslejr. Rusland havde taget den del af Polen hvor de befandt sig, og de betragtedes som en fjende af staten. De bliv transporterede til Sibirien, hvor de måtte arbejde i en koncentrationslejr. Alt bliv taget fra familien. De beholdt kun deres tøj.

De politiske vinde skiftede efter et par år da Hitler angreb Rusland. De folk der var blevet fængslet for at være imod Tyskland, kunne nu anvendes af Russerne imod Tyskerne. En Polsk hær skulle samles under den Polske general Anders. Mange af soldaterne var desværre afkræftet af deres tid i lejrene. De skulle grupperes, og det blev besluttet at sende dem syd fra Rusland, sammen med andre fra arbejdslejrene, også Helena. Der var ca. 150,000 af disse mennesker fra lejrene, både soldater, menige og kvinder og børn. Mange var på vej til Palæstina eller krigszoner i Afrika, hvor Tyskerne kæmpede mod de allierede. Helena var en del af en flygtningestrøm som gik igennem Rusland, sydpå. Hun kom med tusindvis af andre.

Hun hed Helen Stelmach, og hvis du Googler hende, kan du finde hendes historie.

Jeg havde aldrig hørt om hende før. Havde faktisk aldrig hørt om de polske flygtninge i Iran. Men jeg havde hørt om General Anders, fordi min fars bekendt havde boet i Palæstina som ung. Hun var Polsk, og smuk. Hendes familie havde også mistet alt under 2. Verdenskrig. At miste alt var ret almindeligt blandt de mennesker jeg kendte som barn. Det er også almindeligt blandt dem jeg arbejder med nu.

Helena og flere end 100,000 andre blev løsladt fra lejrene. De gik, og blev kørt noget af vejen på godstog. Da de kom til det Caspiske Hav, blev de sejlet i Russiske skibe til Bandar Anzali, en havn i det nordlige Iran. Helenas mor var sygeplejerske, og hun fik mad og lov til at være indenfor under sejladsen fordi hun passede kaptajnens søn som var meget syg på turen. Mange omkom på havet. I Anzali blev de taget imod og indlogeret i åbne lejre. Mange skulle bare hvile inden de tog videre til Palæstina og Afrika. Mange enker, kvinder, og børn, og forældreløse skulle ikke videre i krig, og vidste måske ikke rigtigt hvor de skulle hen. Mange blev i Anazali. Senere blev en del flyttede til Teheran. Der er stadig en Polsk katolsk kirke i Teheran. Mange fik arbejde som sekretærer, syersker, husholdersker, oversættere og tjenestepiger. De Polske tjenestepiger var meget populære hos Iranske damer fordi de kunne nye vestlige frisurer, mode, og vidste om musik inden tv og internettet bredte informationer.

På det tidspunkt var Iran ikke et Islamistisk land- der var barer og underholdning ligesom i vestlige lande- mange af flygtningene fik arbejde i den branche. Mange af enkerne blev gift med Iranske mænd. Min Iranske elever fortæller at der er mange efterkommere efter de Polske flygtninge. Helena arbejdede i sin mors café. Moren var god til at lave mad, og hun åbnede og drev en polsk café i Teheran. Muhammad Ali var skomager i en forretning ved siden af caféen. Han ville gerne lære Engelsk. Han vidste at Helena kunne både Engelsk og Tysk, og han bad hende om at hjælpe ham med at læse.

Helena udgav for nogle år siden, sine erindringer på Farsi. Muhammad må også have været en dygtig lærer.

I 1942, da flygtningene ankom til Iran, var verden i krig. Der var ikke forsyninger nok. Økonomien var dårlig, og Iran led også under tørke. 100,000 mennesker er mange at finde boliger til, selv midlertidigt. Da de fleste flygtninge kom fra koncentrationslejre, var der mange syge og svækkede. Der skulle både mad, forsyninger og pleje til disse mennesker som flygtede fra Europa til Iran.

Flygtningene, også Helena, var klar over at deres tilstedeværelse var en byrde for beboerne i mange byer da det var svært at få mad og medicin nok til de indfødte. Men Helena og hendes mor havde intet valg.

Hun fortalte at da de skulle flyttes med bus fra en lejr, blev hun ramt på skulderen af en ting. Den var hård og faldt til jorden med en “dunk”. Hun blev forfærdet. Hun troede at hun og hendes mor blev stenet. Hun var bange og ked af det, og følte at mareridtet bare fortsatte… først hendes fars forsvinden, så årene i lejren, turen over havet, og så en stening på vej til bussen.

Så kiggede hun ned, og så at stenen var firkantet og pakket in i papir. Med ét kunne hun se at blandt de mennesker som var kommet for at se flygtninge køre væk, var der nogle der havde tænkt at på trods af at der ikke var meget mad, var der i hvert tilfælde nok til en madpakke til en lille pige.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close