Flere borgere skal være aktive

0
Idræt er sundt for hjerne og sjæl, så flere borgere skal være aktive.
Borgerne i Brønderslev skal være mere aktive. Det er målet for en kommende fritids- og idrætspolitik, der resten af året er under udarbejdelse.

Nogle af de første skridt tages, når der holdes to temamøder. Det sker torsdag 8. marts på Dronninglund Gymnasium og torsdag 15. marts på Nordjyllands Idrætshøjskole i Brønderslev.

Disse aftener bliver der workshops med dem, der møder op. Der bliver oplæg omkring frivillighed og oplæg fra Spejdersamvirke, Idrætssamvirke og aftenskole-samrådet.

– Vi har i dag ikke en idrætspolitik, men det skal vi have, siger formand for fritids- og kulturudvalget, Margit Chemnitz (V).

– Vi har valgt, at inddrage borgerne, der ved, hvor skoene trykker, siger Margit Chemnitz.

Hun venter sig meget af den kommende politik.

Med øget fokus på fritids- og idræts-området håber folkene bag projektet også, at der kan tilføres flere penge.

– Vi skal bevise, at det kan betale sig at arrangere idræt, fortæller byrådsmedlem Simon Aagaard (Borgerlisten), der selv er meget engageret i idrætslivet som konsulent i DGI Nordjylland.

Simon Aagaard mener, at noget af det, der skal fokuseres på, er de frivillige.

– De frivillige skal have gode kår, siger han. En gruppe, der også skal indtænkes, er de nye borgere.

– Vi er i kontakt med Mælkebøtten, fortæller foreningskonsulent Jeppe Østergaard fra Brønderslev Kommune.

I Brønderslev Kommune er der gode erfaring med mentorer, der hjælper unge ind i foreningslivet.

– På den måde sørger den unge mentor for, at de nye borgere bliver inddraget i foreninger. For mange nye borgere er foreningsliv noget helt ukendt.

– Det hjælper også på sprogkundskaberne, siger Simon Aagaard.

Jeppe Østergaard tror, at street-aktiviteter bliver noget af det, der vil være fokus på.

– Vi får et fantastisk anlæg i Jerslev, og flere andre steder er initiativet på vej. Margit Chemnitz mener, at skolerne også skal være omdrejningspunkt for flere udendørs aktiviteter for borgerne.

Simon Aagaard mener også, at e-sport er noget af det, der skal være plads til.

– E-sport er kommet for at blive, og flere foreninger har allerede i dag afdelinger med e-sport, som et supplement til de sportsgrene, der kræver større fysiske udfoldelser.

Formand for Idrætssamvirket Brønderslev, Søren Krog Jensen, fortæller, at en idrætspolitik længe har været undervejs.

– Det er noget, vi har arbejdet med i flere år, siger han.

Idrætssamvirket og Spejdersamvirket tæller i dag ca. 18.000 borgere.

– Men der er plads til flere, siger Søren Krog Jensen og John Mathiasen fra Spejdersamvirket samstemmende.

Han ser store muligheder inden for spejderlivet.

– Man siger, at vi er dem, de andre ikke vil lege med. Men når unge finder ud af, hvor spændende det er at være spejder, bliver de noget overrasket. De færdes meget i naturen, og klatrer i træer. Simon Aagaard siger, at målet er at få et grundlag til at præsentere for politikerne.

– Vi skal gerne kunne vise, at pengene til fritidsaktiviteter er givet godt ud, siger han.

– Man sparer nok på de sociale udgifter, så det er en win-win-situation, forudser han.

Der er ikke sat aldersgrænse på, hvilke grupper, fritids- og idrætspolitikken skal omfatte. Det skal være for alle borgere.

Folkene bag projektet tror, at en fritids- og idrætspolitik kan skærpe det sociale element i familierne.

– De kan gøre noget sammen, siger de.

I dag er der foreninger, der har problemer med at rekruttere frivillige til bestyrelser og opgaver.

– Vi vil nok se en anden opbygning i foreninger, siger Søren Krog, der siger, at borgere gerne vil tage en tørn med et enkeltarrangement, men den tid er forbi, hvor nogen sidder 40 år i en bestyrelse.

Margit Chemnitz opfordrer alle interesserede til at deltage i møderne. Der er inviteret omkring 400, og flere end 100 foreninger er repræsenteret.

Elitepolitik er ikke indtænkt her og nu, men Søren Krog Jensen mener, at det er noget, der kan komme med senere i en fritids- og idrætspolitik.

– Vi kommer til at snakke elite kontra bredde. Brønderslev er kendt for at være i top inden for flere sportsgrene.

– Men det koster dyrt at have en elite, og det er noget, der skal debatteres, når vi kommer godt i gang med fritids- og idrætspolitikken.

Fritids- og kulturchef Lotte Worup regner med, at politikken er færdig sidst på året, så den kan præsenteres for byrådet, der har det endelige ord at skulle have sagt.

Simon Aagaard fortæller, at flere kommuner har en fritids- og idrætspolitik, som de kan hælde sig op ad.

– Politikken er ikke stadig. Den kan ændres hen ad vejen, så den tilpasses udviklingen.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close