Gamle motorer, fiskefrikadeller og jødekager

0
Når man er i den alder, så kan man sidde i lang tid og betragte de vidunderlige små selvkørende og fjernstyrede modeller af lastbiler og gravemaskiner. Foto: Ole Torp
Allerede inden man var nået ned på Asaa Havn, blev man klar over, at tilstrømningen til Historisk Havnedag var stor. Et godt stykke op ad Havnegade holdt bilerne rimeligt tæt. Dette indtryk blev bekræftet inde på selve havneområdet, hvor attraktionerne var velbesøgte.

Omme bag Havnemuseet, som stod for arrangementet, lød den velkendte lyd af tøffende motorer. De var i alle størrelser, og nogle af dem var oven i købet lavet i sin tid lokalt hos Brødrene Larsens Maskinfabrik. Man passerer faktisk deres forhenværende fabriksbygninger på vej ned ad Havnegade. Det var tydeligt at se, at dette var nørdernes paradis. De kunne stå i lang tid foran de enkelte maskiner, og det allerbedste var, hvis der kom en ligesindet forbi, så man kunne udveksle betragtninger om motorerne.

Kræmmerne holdt til helt nede ved kajen med boder, som solgte alt, hvad man kunne tænke sig. For de alleryngste var det nok de fjernstyrede lastbiler og gravemaskiner, som var det store nummer. Her kunne de i lang tid sidde og beundre de små køretøjer, som summende bevægede rundt på asfalten. Ganske tæt på de fjernstyrede lastbiler holdt der i normalstørrelse adskillige flotte og lakskinnende veteranlastbiler.

I caféen og fiskeboden, som var indrettet i et telt, som var spændt ud fra bagindgangen til museet var der til tider lange køer af sultne havnedagsgæster, som gik efter de lækre jødekager (selvfølgelig lavet af Lindy) og fiskefrikadeller. Overkokken Marianne Aagaard fortalte, at der i løbet af de seks timer, hvor der var havnedag, var blevet lavet 800 fiskefrikadeller, 14 kg flæskesteg og 1.200 jødekager. Chefen for det hele, Ulla Kristensen, oplyste, at forberedelserne havde stået på i ganske lang tid, og at der blot i Caféen og fiskeboden var over 20 frivillige i gang.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close