Glansen skal pilles af taget

0
Om dommen fra Højesteret nu vil få konsekvenser for ejere af glaserede tegltage rundt om i landet er dog svært at sige, mener Tine Nielsen, fagekspert i Bolius Boligejernes Videnscenter.
Skinnende tag må ikke genere naboen

Et glaseret tegltag kan give så meget genskin, at det generer naboen for meget. Det viser en dom fra Højesteret i en sag fra Lystrup ved Aarhus, der har stået på i 13 år, skriver Bolius.

Allerede i 2012 afgjorde byretten i Aarhus, at boligejeren med de glaserede teglsten skulle udskifte dem med en mere mat udgave på den side af taget, der vender mod naboen, som følte sig generet. Byretten fandt, at den skinnende tagbelægning forringede livskvaliteten på den anden side af hækken. Der blev lagt vægt på, at sortglaserede tegltage ikke er sædvanlige i det parcelhuskvarter, som naboparret bor i.

Afgørelsen blev truffet ud fra de såkaldt naboretlige grundregler, som giver en krænket nabo ret til erstatning og ophør af den aktivitet, der forvolder ulempen. I dette tilfælde vurderede retten, at den naboretlige tålegrænse var overskredet.

Boligejeren på anklagebænken ankede dommen. Men året efter stadfæstede Venstre Landsret dommen. Heller ikke den afgørelse ville anklagede acceptere og søgte om tilladelse til at rejse sagen for Højesteret med det argument, at sagen kunne danne præcedens for andre lignende sager.

Om dommen nu vil få konsekvenser for ejere af glaserede tegltage rundt om i landet er dog svært at sige, mener Tine Nielsen, fagekspert i Bolius Boligejernes Videnscenter.

– Sagen er meget specifik for de gener, naboen har af reflekteringen af solen fra netop dette sortglaserede tegltag. Det er de gener, som overskrider den naboretslige tålegrænse, og det er vanskeligt at vurdere, om det kommer til at få betydning for andre boligejere med tegltag, siger Tine Nielsen.

De sortglaserede tegl vælges ikke længere af så mange boligejere, oplever både Bolius og ejendomsmæglerne.

– I dag er det en ganske udbredt opfattelse, at denne tagtype ikke nødvendigvis passer til alle hustyper, siger Tine Nielsen.

Boligejerne er også blevet opmærksomme på, at de glaserede tage kan give gener, og så har moden ændret sig, lyder det fra Home-kæden.

– En årrække efter årtusindskiftet var de glaserede teglsten rigtig populære både på nye huse og ved renoveringer. Nu er populariteten dalet en del – både fordi der er en bredere erkendelse af, at denne type tagsten, som oprindelig blev brugt på herskabelige ejendomme, måske ikke passer lige godt til alle hustyper, men også fordi kommunerne er blevet opmærksomme på såvel de æstetiske udfordringer og nabogenerne, siger Mads Ellegaard, der er relationschef i Home.

I flere lokalplaner er der indført regler for, hvor reflekterende tagmaterialer må være i de enkelte boligområder, og det betyder i flere tilfælde, at der ikke kan lægges glaserede tegltag.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close