Her skal vi nyde den tredje alder

0
Orla Mosevang og frue foran deres nye hjem på Brorsonsvej i Hjallerup. Forleden var der rejsegilde. Foto: Jørgen Ingvardsen
Nu er det ikke, fordi, det er så sjældent, at der bygges nye huse i Hjallerup, men nybyggeriet på hjørnet af Brorsonsvej og Skolegade midt i byen har gennem et stykke tid tiltrukket sig særlig interesse.

Det er fabrikant Orla Mosevang, der bygger det spændende hus, der i øvrigt er helt magen til parrets sommerhus i Skagen. Den eneste forskel er, at huset i Hjallerup har dobbeltgarage.

Huset er i to etager med 130 kvm ovenpå og tilsvarende nedenunder. I øjeblikket er det rødt, men når det står færdigt, vil det være hvidt og taget belagt med kobber.

– Her kommer der en elevator, fortæller Orla Mosevang, mens han viser rundt i nybyggeriet, da der forleden var rejsegilde.

– Vi er jo kommet i den tredje alder, og så ved man aldrig, hvad der kan ske. Her skal vi jo gerne bo i mange år, og så er det godt, at huset er indrettet, så vi også kan bo her, hvis en af os får problemer med at gå. Man ved jo aldrig, påpeger Orla Mosevang.

I øjeblikket bor parret på deres gård ved Ravnstrup, men den skal nu sælges.

– Man er jo nødt til at følge dåbsattesten, og derfor vil vi nu til at være rigtige pensionister. Selv om jeg ikke føler, jeg er blevet gammel, så er vi jo oppe i årene, og man skal jo også huske at nyde det hele, og det føler vi, at vi kan her i vores nye hus. Det er bygget, så det er nemt at vedligeholde. Vi vil ikke til at gå og male og den slags. Vi vil nyde livet og gøre, som det passer os. Hvis vi vil, kan vi tage til Skagen og være der en måned. Det er så nemt for de to huse er jo helt ens. Den eneste forskel er, at vi i Skagen kan se havet. Det kan vi ikke her, men så kan vi kigge på pæne huse, siger han.

Der går endnu et stykke tid, før parret kan flytte ind. Det bliver sikkert ikke før efter jul.

– Jeg er af den her mærkelige type, at jeg vil have det hele færdigt både udvendigt og indvendigt og have terrassen på plads, så derfor går der et stykke tid. Vi har jo ikke så travlt. Nu er vores gård heller ikke så nem at sælge, for det er ikke en landmand, der skal købe den. Det skal være en mand, der vil trække sig tilbage og hygge sig med livet på en gård. Det har jeg gjort. Min far ønskede faktisk, at jeg skulle være landmand, men der måtte jeg sige ham imod. Det var sikkert udmærket, for det er jo gået fint, siger han med vendsysselsk underdrivelse.

Han startede firmaet, der nu hedder Hosta Industries A/S, helt fra bunden i 1973 i Ørsø. Det var dengang, oliekrisen rasede, og arbejdsløsheden var høj, men det fik ikke Orla Mosevang til at droppe sine planer.

– Min drøm var at få et firma med to svende og to læredrenge. Jeg havde jo ikke fantasi til at forestille, hvordan det ville gå. I dag er der godt 90 i firmaet, fortæller Orla Mosevang, som for nogle år siden overdrog det til sine to sønner.

Nu er der tid til at nyde livet, og det vil for ægteparret Mosevang komme til at foregå i den nye villa i Hjallerup. Og i deres tilsvarende sommerhus i Skagen.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close