Hjørnet i Dronninglund får en renæssance

0
Bag den tidligere Nimb-bar står Hjørnet-udvalget. Fra venstre er det Jette Jensen, Peter Schmidt, Jeanette Pedersen og Allan Danielsen. Foto: Ole Torp
Det gamle hæderkronede og populære sted Hjørnet på hjørnet (deraf navnet) af Slotsgade og Nørregade i Dronninglund får nu en renæssance som café drevet af Dronninglund Borgerforening.

– Det er nu nærmest som et slags kulturhus med udskænkning, siger formanden for Borgerforeningen, Allan Danielsen.

Et til formålet nedsat “Hjørnet-udvalg” bestående af Jette Jensen, Jeanette Pedersen, Peter Schmidt og Allan Danielsen har i blot en uges tid arbejdet hårdt og målrettet på at realisere tankerne om at genoplive stedet. Det har stået tomt i mange år. På et tidspunkt forsøgte personerne bag et ejendomsselskab, som også startede Slikbørsen i Slotsgade, at lave en café på et rimeligt højt niveau. Lokaliteterne blev sat i fin stand, og der blev bl.a. indsat en bar, som oprindeligt havde stået i Nimb ved Tivoli i København.

Men selskabet kollapsede, og nu ejes bygningen af Erik Andersen & Søn, som har tæppe-, tapet- og farvehandel lige ved siden af på Nørregade. Indtil nu har lokalerne været benyttet til oplagring af tæpper, men Erik Andersen & Søn har af HD Ejendomme fået tilladelse til at benytte det nu lukkede Kiwi på Stationstorvet til tæppeoplagring, og han har planer om at holde udsalg derfra.

Nu er der lavet en vagtplan, hvor en håndfuld frivillige driver Hjørnet, når der er åbent. I denne uge holder man med henblik på Dronninglund Cup åbent fra kl. 17 til 23 fra mandag til fredag. I de to næste måneder holdes der åbent efter behov, og der påtænkes forskellige arrangementer. I øvrigt henvises til information herom på Borgerforeningens hjemmeside og på Facebook. Efter de to første måneder vil man evaluere projektet.

– Der er rigtigt mange borgere i byen, som har spurgt efter, hvornår der bliver åbnet her, og der har ligeledes været interesse for at være frivillig, fortæller de fire fra udvalget. En glad giver har udtrykt stor støtte til projektet og har oven i købet skænket 6 borde, 24 stole og 10 barstole. I øvrigt er lokalerne vældigt pæne, når man betænker, at de har stået tomme i så lang tid.

Så nu er det op til Dronninglunds borgere og besøgende udefra at bakke det prisværdige initiativ op. Frivillige fra Borgerforeningen står parat til at servere kaffe/te, øl, spiritus og vin. I øvrigt kan frivillige melde sig på såvel Hjørnet som på Facebook.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close