– I har gjort humlebien kunsten efter

0
De mange skulpturer falder fornemt ind i den smukke natur rundt om Kunstcentret. Foto: Jørgen Ingvardsen
Det var med en vis stolthed, bestyrelsesformand for Dronninglund Kunstcenter, Peter Hvid Jensen, i lørdags kunne byde velkommen til åbningen af ’Skulpturbiennale 2018’. Projektet har været længe undervejs, og det har krævet store ressourcer at nå så langt. Alene at samle 250 skulpturer fra hele landet er i sig selv en stor opgave, men dertil kommer at få dem stillet op i naturen med de mange udfordringer, det giver.

– Sammen kan vi meget, og det viser denne udstilling med al tydelighed, sagde Peter Hvid Jensen i sin tale.

Udstillingen er arrangeret i tæt samarbejde med Dansk Billedhuggersamfund, der har en lang tradition for at holde en stor udstilling hvert andet år. Den foregik tidligere i Kongens Have, men er de senere år rykket ud i provinsen.

– Man kan sige, at udstillingen er flyttet fra Kongens Have til Dronningens Lund, sagde Søren Schaarup, formand for Dansk Billedhuggerforbund, i sin tale.

– Udstillingen er stor og imponerende. Den betegnes med nordjysk beskedenhed som Nordjyllands største, men jeg tror faktisk, det er den største i Danmark nogensinde. At det er lykkedes at komme hertil, skyldes en frugtbar kombination af målrettet stædighed, hårdt arbejde og uvurderlig lokal opbakning. Alle har brændt for denne unikke skulpturelle manifestation. Det har været imponerende at se udstillingskonceptet udvikle sig og opleve den målrettethed, energi og optimisme, der har båret projektet frem kulminerende med ankomsten af de mange skulpturer og opsætningen af disse, sagde Søren Schaarup.

Også regionsformand Ulla Astman roste i sin tale udstillingen.

– Da regionen fik en ansøgning fra Dronninglund Kunstcenter om støtte til dette projekt, var der en af mine medarbejdere, der udtrykte tvivl om, at I nu også kunne løfte denne opgave, sagde regionsformand Ulla Astman i sin åbningstale.

– Selv var jeg nu ikke så meget i tvivl, for jeg har tidligere oplevet, hvad I kan. Ikke mindst på grund af jeres stærke sammenhold. I har taget en udfordring, og I har løst den. Imponerende og godt gået! I har gjort humlebien kunsten efter, sagde hun og fortsatte:

-Der er mange grunde til at besøge Kunstcentret. Naturligvis for de mange værker, men også fordi der her er et miljø, der får én til at føle sig hjemme og veltilpas, sagde regionsrådsformanden

Formanden for fritid og kultur i Brønderslev Kommune, Margit Chemnitz, udtrykte også sin glæde over udstillingen.

– Her i Vendsyssel praler vi ikke, men i dag må vi vel godt sige om udstillingen, at det er godt nok, sagde hun.

– Denne dag gør mig glad, og jeg kan stolt sige, at vores kommune er på landkortet. Det er fantastisk at samle kunst i naturen på denne måde. Måske kan det give inspiration til, hvad man selv kan skabe hjemme i sin egen have. Nyd udstillingen. Stop op, reflekter, bliv overrasket, bliv glad eller gal. Det er det, kunst kan gøre ved os mennesker, sagde udvalgsformanden.

I forbindelse med åbningen af Skulpturbiennalen, var der også indvielse af den nye skulpturgård. En del af midlerne til dette projekt er kommet fra Realdania, hvis projektleder, Simon Harboe, i sin tale roste den nye gård.

– Der er skabt et spændende og inspirerende uderum, sagde han.

– Gården holder sammen på bygningerne og skaber overgang til naturen på en enkel og tidløs måde, så stedet fremstår endnu mere helstøbt og smukt, sagde projektlederen.

Der bliver rig lejlighed til at se den imponerende udstilling, idet den fortsætter helt frem til slutningen af august. Som noget nyt er der åbent alle dage kl. 11 til 17. Også mandag.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close