I skal ud på jeres livs rejse

0
120 elever forlod i år Dronninglund Skole for at drage ud på deres livs rejse, som skoleleder Claus Jørgensen udtrykte det i sin dimissionstale. Foto: Jørgen Ingvardsen
– Livet er for jer fyldt med muligheder og valg på jeres egen vej hen imod en fremtid, som I selv skal forme. I skal ikke forme den alene, men i fællesskab med jeres familie, gode venner, gode lærere og arbejdskolleger, sagde skoleleder Claus Jørgensen i sin tale til de 120 elever, der nu forlader Dronninglund Skole.

– I er klar til at komme videre ud i en lynhurtigt kommunikerende og informerende verden. En verden, hvor jeres valg konstant vil have konsekvenser for jeres næste valg. Det kan måske synes lidt skræmmende, men husk at I altid vil stå stærkt ved at støtte hinanden og være en del af et fællesskab, sagde han og fortsatte:

– Vel skal I være fornuftige og målrettede, men i uddannelsessystemet taber vores velfærdssamfund altså for mange talenter på gulvet med det kolde fokus på effektivitet. Den meget håndfaste styring af jeres uddannelsesvalg reducerer den enkeltes frihed og mulighed for selv at tilrettelægge og prioritere. Forlader du den lige vej, kan prisen blive høj. Den barske konsekvens kan være angstfulde og depressive unge mennesker, der alt for tidligt må bukke under for forventningspresset fra samfundet. Vi er inde i en udvikling, hvor samfundet i stigende grad ikke understøtter den enkeltes muligheder for at vælge, og vi får unge, som ikke tør tage en afstikker fra den lige vej. Unge, der ikke får afprøvet den vilde idé, og unge, der ikke får set sig om i verden med f.eks. et udlandsophold eller stiftet bekendtskab med arbejdsmarkedet, inden de skal træffe vigtige valg for deres fremtid. Vi er ved at miste vigtige menneskelige kvaliteter i vores velfærdssamfund.

Med alt for høj fokus på præstationer og det perfekte er vi desværre i gang med at sætte en grundlæggende trivsel og tryghed over styr, og vi risikerer, at vi mister for mange af jer unge mennesker, der besidder kreativitet og skæve ideer, sagde skolelederen.

– I skal nu ud på jeres livs rejse, men husk at det ikke er nok at pakke kufferten og vinke farvel på perronen. Der er i høj grad også brug for en guide, en rejseledsager, der støtter hele vejen igennem rejsen, og som også er til stede ved ankomsten til både forskellige rejsemål og det endelige rejsemål. Jeg tror faktisk meget på, at tiden fra børnehaveklassen til 9. klasse samt det ekstra 10. klasse skoleår har betydet, at jeres vej gennem uddannelsesjunglen ikke bliver til en zigzaggende omvej, men en direkte, afklaret, udviklende og fagligt godt rustet genvej hen over mange muligheder, sagde skoleleder Claus Jørgensen ved dimissionen på Dronninglund Skole.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close