Irene Sølvmose fik Dronningens Emblem

0
Det var ganske tydeligt, at Irene var enormt overrasket over den anerkendelse, som der ligger i at modtage Dronningens Emblem, og hun vidste absolut intet om det på forhånd. Foto: Ole Torp
– Hendes Majestæt Dronningens Emblem tildeles frivillige af Dansk Røde Kors’ styrelse efter indstilling fra afdelinger, frivillige der har udført langvarigt og betydningsfuldt arbejde inden for Dansk Røde Kors’ afdelinger.

Denne ærefulde anerkendelse af en indsats har Irene Sølvmose, som siden 2005 har arbejdet i Røde Kors-butikken i Hjallerup, modtaget. Uddelingen skal normalt finde sted på Dronningens fødselsdag 16. april, men da en meget central person i denne begivenhed – nemlig Irene selv – var optaget på denne mandag, så fik man i den lokale ledelse af Røde Kors tilladelse til at udskyde det en uge.

Det er helt fantastisk, at det lykkedes at holde det hemmeligt for hovedpersonen, selvom så godt som alle Røde Kors-engagerede i såvel bestyrelsen som i forretningen i Hjallerup vidste det. Den nuværende leder af Røde Kors-butikken, Kurt Andersen, hentede Irene under påskud af at skulle følges med hende til et vigtigt møde i Brønderslev om butikkerne under Røde Kors, og da hun ankom til butikken på Søndergade, blev hun mødt af en skare på godt 40 frivillige, som med små Røde Kors-flag bød hende velkommen til uddelingen.

Det var lige ved at tage pippet fra hende. Hun blev 110% overrasket, og som hun udtrykte det senere, da hun så nogenlunde var kommet sig over “chokket”: – Jeg blev så overrasket, at jeg faktisk ikke kan udtrykke det. Men så blev jeg også så utroligt glad for, at man sætter så stor pris på det, som jeg har lavet og stadigvæk laver. At jeg har været med til at skabe et utroligt godt klima her på stedet, er faktisk det, jeg er mest stolt af.

Kasserer i lokalafdelingen, Arne Bent Mortensen, læste nu op af den indstilling, som ligger til grund for tildelingen af Dronningens Emblem, og heri berettes det, at Irene var med til at starte butikken i Hjallerup i 2005. Først i små lokaler på Østergade og i 2011 i betydeligt større og mere velegnede lokaler på Søndergade. Hun overtog hurtigt ledelsen af butikken og arbejdede bl.a. næsten i døgndrift for at gøre butikken klar i de nye lokaler.

– Hun har udført et betydningsfyldt og engageret arbejde som butiksleder og har i meget høj grad været en af de drivende kræfter i udviklingen af butikken til den storbutik, den er i dag. Irenes store interesse er butikkens store afdeling med børnetøj, hvor der årligt sælges for over 100.000 kr., læste Arne Bent Mortensen op fra indstillingen.

Så blev hendes indsats for at skabe et godt arbejdsmiljø nævnt. Det er i høj grad lykkedes og har bl.a. medført, at man har kunnet tiltrække mange dygtige frivillige. Da hun sidste år fyldte 75, ville hun gerne afløses som butiksleder, men gerne stadig fortsætte som frivillig, så hun kunne passe afdelingen med børnetøj. – Irene har i over 10 år været medlem af afdelingsbestyrelsen, hvor hun ligeledes engagerer sig meget, sluttede den flotte indstilling.

– Jeg har bestemt ingen planer om at holde, sagde Irene bagefter, og så kunne hun sammen med sine gode kolleger i butikken og bestyrelsen nyde sandwich, hvidvin og hyggeligt samvær.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close