Jeg har altid haft spirituelle evner

0
Jørgen Donskov Tarp har fra han var helt lille mærket og set ting, andre ikke bemærkede. Nu bruger han sine evner professionelt. Foto: Jørgen Ingvardsen
Han var genert og indelukket og klassens stille barn, men fra han var helt lille, har han mærket og set ting, som andre ikke bemærkede. Han vidste ikke, hvad det var. Det ved han nu, og i en alder af 31 år har Jørgen Donskov Tarp nu taget springet og nedsat sig som clairvoyant, medium og healer med klinik på hjemadressen i Solparken i Dronninglund.

– Jeg vil gerne gennem mit arbejde hjælpe andre mennesker med at finde deres vej gennem livet, fortæller han i sin klinik, der rummer en briks, to stole og et lille bord.

– Jeg tilbyder bl.a. regression, som er sjælerejser, hvor man rejser tilbage i det her liv eller tidligere liv for derigennem at finde frem til nogle problematikker, som man går rundt med. Jeg laver også husrensninger, hvis der eksempelvis er ånder i huset, eller hvis der sker mærkelige ting. Det har jeg faktisk gode erfaringer med, fortæller han.

– Før jeg kan gå i gang, skal jeg have åbnet mig og indstille mig på at mærke, hvad der sker af energi og åndelige aktiviteter. Jeg er ikke hele tiden åben, for så kunne jeg jo ikke få lov at være nogen steder, for der er åndelige aktiviteter overalt. Når jeg har åbnet mig, kan jeg i et hus fornemme, hvor jeg skal gå hen for at finde frem til de åndelige aktiviteter. Jeg kan så kommunikere med ånderne, der er der. Jeg har været et par steder, hvor det er børnene, der har mærket de åndelige aktiviteter. Det var især på første sal, hvor børnene ikke ville være alene. Det lykkedes mig at hjælpe ånderne videre og rense huset for energispor. Det bevirkede, at børnene nu elsker at være alene og lege og sove på første sal, oplyser han.

Inden Jørgen Donskov Tarp kastede sig ud i det spirituelle, har han taget en landbrugsuddannelse og uddannet sig til agrarøkonom, men han er nu fast besluttet på, at det er den spirituelle vej, han skal gå.

– Jeg har altid vidst, at jeg skulle beskæftige med det her område, men jeg følte, at det var noget, der først skulle ske, når jeg blev gråhåret, for man skal jo arbejde og tjene penge. For et par år siden kom de første grå hår, og så var det, jeg sagde til mig selv, at det nu var tiden. Jeg er glad for den beslutning, selv om det ikke hele tiden har været let, og jeg har måttet tage mine kampe og lære at sige fra, så jeg kunne få lov til at finde mig selv, siger han og fortsætter:

– Jeg havde de her evner allerede som barn, men vidste ikke, hvad det var, før jeg nåede op omkring 20 år. Da finder jeg ud af det og begynder at beskæftige mig med det. Jeg har nok arvet lidt, for mine forældre har også evner inden for området, men har ikke gjort noget ved det. Min oldemor var faktisk egnens kloge kone. Hun blev altid hentet, når en kvinde skulle føde, for hun kunne et eller andet, så det har altid ligget til familien, påpeger han, der også understreger, at han ikke er religiøs, men alligevel har et fast billede af, hvordan verden er bygget op.

– Vi mennesker er nede i bunden, og over os er der guider, der råder og vejleder os og prøver at hjælpe os i de retninger, vi skal i vores liv. Øverst er så den højeste magt. Det lyder måske som religion, men det er det ikke, selv om jeg tror på, at der er en gud, der sidder i toppen. Jeg vil ikke sige, at jeg ikke er kristen, men jeg er heller ikke meget troende, understreger han.

På klinikken påtager han sig også at hjælpe interesserede i at komme i kontakt med afdøde.

– Ved afdødekontakt åbner jeg til det åndelige, og der kommer næsten altid en afdød til mig. Jeg fornemmer, om det er en mand eller kvinde, og jeg fortæller, hvordan vedkommende ser ud og var som person, og hvad jeg ellers får vist. Personerne kommer ikke rent fysisk til stede, men de er inde i mit hoved, og jeg ser dem tydeligt. Jeg kan også føle noget på min krop. Jeg sidder måske på en anden måde eller kan føle, hvordan de havde det, da de døde. For mange er det vigtigt at komme i kontakt med afdøde. De har måske ikke fået sagt ordentligt farvel, eller der har været uoverensstemmelser. Så kan det være rart at få ryddet op i det. Det kan jeg så hjælpe med ved at skabe en afklaring. Jeg tror jo ikke på, at det er slut ved døden. Jeg tror på genfødsel og liv efter liv. Mange er bange for at dø og vil måske gerne have besked om, hvad der sker bagefter. At det er kroppen, der dør, og sjælen lever videre, fortæller Jørgen Donskov Tarp fra sin nyåbnede klinik i Solparken i Dronninglund.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close