Jubilæum med rekord

0
241 hold deltog i år i Dronninglund Cup, og det er rekord for den store håndboldturnering. Foto: Jørgen Ingvardsen
Den store håndboldturnering i Dronninglund, Dronninglund Cup, startede i 1978, så det var den 40. udgave, man netop har afviklet. Det skete oven i købet med rekordtilslutning, idet der var 241 hold fra 15 nationer, der deltog. Så mange har der aldrig været tilmeldt før.

– Hvis vi regner med, at der er 15 med på hvert hold, så giver det i alt 3.600, fastslog Christen Bager mod slutningen af turneringen. Han sidder i det fire mand store koordinationsudvalg, der arbejder med turneringen hele året.

– Det er en stor opgave at afvikle en så stor cup, så det kræver en masse arbejde. Under turneringen er der over 200 frivillige, der slider i det, og det er faktisk mange at skaffe her midt i sommerferien. Det kan knibe lidt, men det lykkes jo hvert år, og det er vi meget taknemmelige for. Vi kan naturligvis ikke betale de mange medhjælpere, men i stedet uddeler vi point for hver time, de arbejder. Pointene kan så f.eks. bruges til ture til landskampe og den slags, fortalte Christen Bager i en pause under cuppen.

Udefra ser det hele ud til at køre på skinner og uden de store problemer. Kampene afvikles planmæssigt, der er mad til de mange deltagere og en plads, hvor de kan sove.

– Efter så mange år, har vi naturligvis oparbejdet en erfaring, og selv om jeg kun har været med i 20 år, så ved vi lidt om, hvad der skal laves. Det er klart, at vi ikke skal starte helt forfra hvert år, men det er nu ikke sådan, at det hele er, som det altid har været. Så dør turneringen. Vi er nødt til at forny os og skabe forbedringer. Det hele er gået fantastisk godt i år, men der er dog et par ting, vi skal kigge på. Køerne er alt for lange, når de unge mennesker skal spise. Det må vi se på, for de fleste skal jo spise på næsten samme tid, og det skal gå hurtigt, så det er helt klart noget, vi skal forbedre. Der skal jo også personale til det, påpegede Christen Bager.

Grundig forberedelse er alfa og omega, når et så stort internationalt stævne skal afvikles. Alt skal være på plads på forhånd.

– Jeg kan godt lige op til turneringen blive lidt nervøs for, om vi nu har husket det hele. Det kan godt bekymre mig lidt, men den gode forberedelse har faktisk gjort, at der ikke kommer disse overraskelser. Heldigvis, sagde Christen Bager, der også husker, dengang al kommunikation med holdene foregik via breve.

– Jeg har da været med til at sende 10.000 breve ud. Det slipper vi heldigvis for i dag, hvor det hele foregår over nettet. Det har bestemt gjort det nemmere, men et kræver også, at vi har styr på alt det med hjemmeside, og at resultaterne kommer på nettet med det samme. Det skal vi være meget påpasselige med, sagde Christen Bager, der har det godt med at bruge de mange timer på turneringen.

– Det er hårdt arbejde, men vi har det jo også sjovt. Jeg nyder at se de mange forskellige hold, og så er det jo også hyggeligt, når der pludselig kommer en spiller, man ikke har set i flere år, og hilser og snakker. Det er noget særligt at være med til Dronninglund Cup. Jeg nyder det og er helt sikkert med igen næste år, sluttede Christen Bager.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close