Jubilarer mødtes

0
De 14 elever, der forlod Agersted Skole i 1962, opstillet på trappen foran gymnastiksalen. Foto: Jørgen Ingvardsen
Om det skyldes en dårlig regnelærer eller bare et hukommelsessvigt blev diskuteret livligt, da 14 tidligere elever på Agersted Skole i lørdags mødtes på deres gamle skole for at fejre 55 års jubilæum. Problemet var, at de gik ud af skolen i 1962, og en hurtig hovedregning viste, at så er der faktisk gået 56 år siden afskeden.

– Vi mødtes til 50-års jubilæet, og der besluttede vi, at vi nu skulle mødes hvert femte år, fortalte Kaj Jakobsen, der var en af de fremmødte jubilarer.

– Der er sket en lille fejl, men så kan vi jo glæde os over, at der nu bare er fire år til, vi skal mødes igen, sagde han.

De var 22 i klassen, men fire er døde, og andre fire mødte ikke op.

– Det var jo store klasser dengang. Der var over 20 elever i alle klasser, for Agersted var en aktiv by med masser af liv, fortalte Kaj Jakobsen.

– Jeg har talt op og fundet ud af, at der var 49 forretninger i byen. Der var fire købmænd, to slagtere, to bagere og mange andre forretninger og virksomheder. Byen har virkelig forandret sig, sagde han.

Ingen af de fremmødte bor længere i byen, men de fleste har dog fulgt byens udvikling gennem de mange år.

Efter en rundvisning på skolen gik turen til Dronninglund Hotel for at spise frokost og snakke.

– Vi skulle selvfølgelig have spist på Agersted Kro, men vi var ikke sikre på, at der var en kro. Det er der, så det må vi huske, næste gang vi har jubilæum. Og det er om fire år, sluttede Kaj Jakobsen.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close