Kom til åben have

0
Arkivfoto: Peter Mørk
HJALLERUP: Haven gør godt for både krop og sjæl. Det kan de fleste haveejere skrive under på. Og 9.-10. juni er der rig mulighed for at få fyldt depoterne godt op med haveglæde, når Haveselskabets årlige Havefestival løber af stablen og haveejere over hele landet holder Åben Have og inviterer andre haveentusiaster indenfor.

I Brønderslev Kommune inviterer Klaus Jensen indenfor i sin have på Tylstrupvej 63 i Hjallerup og Janne Tornvig Bak åbner sin have, der er kendt fra TV2Nord, på Ø. Thorupvej 26 i Thorup ved Hjallerup.

Hos Klaus Jensen kan man begge dage fra 10 til 17 helt gratis se havekunst. Der er både kunst og have, som består af jernkugler og blomster. Jernkuglerne er lavet af forskellige mønstre fra genbrugsjern.

De har forskellige størrelser fra 23-65 cm i diameteren. Jernkuglerne laves også som fuglefoderbræt til småfugle og bålplads. Haven består af forskellige blomster, planter, frugttræer, flot sti lavet af pigsten og en lille sø.

Jannes Have er en stor have med vifteformet køkkenhave, hvor også skønheden spiller en stor rolle. I nyttehaven er der etableret et stort drivhus af træ. Haven byder også på flere store staudebede, en pavillon, en spiralformet have med springvand og en “vild have” hvor naturen får lov at dominere. Haven er under opbygning og arbejdet med at skabe en skøn have er bl.a. blevet vist i 22 programmer med titlen “Jannes Have”, som bl.a. er vist på TV2Nord. I Jannes Have er der også mulighed for at købe kaffe og kage. Mad må også gerne medbringes. Jannes Have er åben fra 10-15 begge dage samt igen 7. og 8. juli fra 10-17 og 4. august fra 10-17. Der er entré på 25 kr.

Havefestivalen flytter hvert år til en ny weekend, og det er der ifølge Haveselskabets direktør, Charlotte Garby, en særlig grund til.

– En have kan jo opleves helt forskelligt afhængigt af, om du besøger den en frisk forårsdag, hvor tulipaner og kirsebærtræer står i fuldt flor, i august, hvor det især var skønne sensommerstauder og prydgræsser, der skabte opmærksomhed i de åbne haver, eller som i 2018, hvor Havefestivalen ligger i juni med masser af skønne blomstrende stauder og buske, siger Charlotte Garby.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close