Kræmmere på havnen i Asaa

0
Der var masser af boder med et hav af effekter. Der er virkelig meget at vælge imellem på kræmmermarkedet på havnen i Asaa. Foto: Jørgen Ingvardsen
Hver søndag hele sommeren er der gode muligheder for at gøre en god handel på havnen i Asaa.

Her afholdes der nemlig også i år kræmmermarked, og hver eneste søndag møder en række kræmmere op for at tilbyde varer af enhver slags. De møder i hvert fald op, hvis vejret er godt.

– Ja, i regnvejr bliver jeg hjemme. Så er der ingen kunder, og så er der ingen grund til at stå her, fortæller Karl Johan Johansen, der nok er bedre kendt som Carlo.

– Jeg er hele tiden blevet kaldt Carlo, og der er ingen, der kender mig under mit rigtige navn, siger han, mens han står på kajkanten ved sin bod, som han kalder ’Carlos JGS’. Hvad bogstaverne står for, er ikke så let at finde ud af, men han giver gerne forklaringen.

– JGS betyder såmænd bare ’jenne gue sager’, for det er det, jeg har. Jeg er nok lidt af en samler, så jeg har alt for meget derhjemme. Når jeg så elsker at snakke med folk og elsker at handle, så er det jo oplagt, at jeg kommer her, fortæller han, der i over 30 år har arbejdet på slagteriet i Sæby.

– Jeg skal jo ikke leve af det her, så hvis jeg bare kan tjene til lejen af pladsen og så måske få lidt med hjem, så er jeg godt tilfreds, fortæller han, der ikke helt kan huske, hvornår han startede med at være kræmmer.

– Det er mange år siden. Jeg startede i Lagunen, og der blev jeg kaldt for ’Hjem-Is manden’ fordi jeg havde en klokke, som jeg brugte flittigt til at gøre opmærksom på min bod. Det var hyggeligt, og det er det stadigvæk. Jeg elsker det, konstaterer Karl Johan Johansen, der helst vil kaldes Carlo.

– Der skal også stå Carlo på min gravsten. Ellers er der ingen, der aner, hvem der ligger der, siger han med et stort smil, mens en kunde er på vej.

En ny handel venter.

Kræmmermarkederne fortsætter hver søndag hele sommeren, og Carlo skal nok være der.

Hvis det altså ikke regner!

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close