Hvad er minikonfirmand?
Folkekirken tilbyder minikonfirmandundervisning til alle børn i hele landet, typisk for elever på 3. klassetrin. Børnene får et grundlæggende kendskab til kirke og kristendom gennem blandt andet historier, leg, musik og kreative aktiviteter som drama og tegninger. Undervisningen er tilpasset børnenes alder og lægger op til spørgsmål og undren.
Minikonfirmander besøger ofte kirkerummet, fordi det åbner op for gode og nysgerrige spørgsmål om de ting, som børnene ser i kirken, f.eks. en døbefont eller et billede. Børnene stiller også eksistentielle spørgsmål om liv og død. For kan det virkelig kan passe, at Gud findes? Og bor han lige her i kirken eller oppe i skyerne? Og passer Gud på min døde mormor oppe i himlen?
Minikonfirmanderne hører også bibelhistorier, som de kan spejle deres liv i. Historierne er ikke bare centrale i kristendommen, men de også er en væsentlig del af vores kultur og fælles referenceramme.
Undervisningen forestås af organist Lasse Christensen, samt den nye sognepræst i Hellevad-Ørum, Sandra Fossdal Nielsen.