Nordjylland først med ny rejseplan

0
NT’s administrerende direktør Thomas Eybye Øster mener, at MinRejseplan vil give kunderne en måde at planlægge rejser på, som de har efterspurgt. Foto: Nicolas Cho Meier
NORDJYLLAND: Nordjyllands Trafikselskab har sat et pilotprojekt i søen, der samler alle transportformer i det populære rejseplanlægningsværktøj Rejseplanen.

“MinRejseplan”, som det nye produkt hedder, fungerer som den nuværende tjeneste Rejseplanen, men til forskel for Rejseplanen inkluderer den nye tjeneste blandt andet også samkørsel fra mobilappen GoMore, taxature og Plusture i søgninger.

– For nogle år siden besluttede vi os for at transformere os selv fra at være et traditionelt trafikselskab til at være et mobilitetsselskab. Det betyder, at det, vi definerer som kollektiv trafik, skal være meget bredere end det klassiske som busser og tog, så mobiliteten kan blive endnu større for nordjyder, når de rejser. Lanceringen af MinRejseplan er et væsentligt skridt i den sammenhæng, siger NT’s administrerende direktør, Thomas Eybye Øster.

Han mener, at den gentænkning af offentlig transport er vigtig, fordi Region Nordjylland har mange indbyggere, der bor i tyndt befolkede områder.

– Det kan være svært at få bussen eller toget til at række helt hjem til hoveddøren. Mange kunder vil i højere grad end før gerne skabe deres rejse fra deres egen dør. Derfor bliver vi nødt til at tænke flere produkter ind i paletten af ydelser, vi tilbyder kunderne i Nordjylland, siger Thomas Eybye Øster.

Det er tanken, at Rejseplanen A/S, der står for at drive Rejseplanen, og som ejes i fællesskab af de danske trafikvirksomheder, udbreder de nye funktioner til hele landet. På langt sigt er det også meningen, at tjenesten ud over bus, tog, metro, letbane og færger skal vise fjernbusser, indenrigsfly, delebiler, delecykler, førerløse busser med med mere.

– Sagt på godt nordjysk, så har NT været fremme i bussen. Vi har prøvet at tage teten og presset branchen til at tænke ud af boksen. Rejseplanen A/S har været en utroligt lydhør samarbejdspartner, og de kan også se, at det er det, kunderne vil have, siger Thomas Eybye Øster.

Han fortæller, at andre trafikselskaber i Danmark har udtrykt interesse for pilotprojektet.

– Allerede da man lancerede tankerne bag det her, var der utrolig stor lydhørhed fra de andre trafikselskaber, selvom de var skeptiske overfor idéen om at blande offentlig og privat transport. Der har været en modningsproces, og nu er de langt mere interesserede i de her ting. Transportministeriet har derudover lavet en analyse, som drager mange af de samme konklusioner, siger Thomas Eybye Øster.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close