Nordjysk madmarked med egne fødevarer

0
Herinde i en gammel kartoffelsorteringshal skal det nye madmarked være.PR-Foto
TYLSTRUP: På den gamle herregård, Ny Vraa i Tylstrup har der været travlhed i dette forår. De er i fuld gang med at klargøre lokalerne, når Madsamling åbner i butikken på Ny Vraa i juni måned. Her vil forbrugerne fremover kunne vælge mellem et bredt udvalg af lokalt producerede fødevarer som svinekød fra lokale glade grise, friskfanget fisk, oksekød, økologiske grøntsager og frugt i sæson.

Når Madsamling Tylstrup – Ny Vraa åbner med deres første opsamling i næste måned – helt præcist torsdag 7. juni kl. 16.00 – 18.00 – bliver jagten på lokalt producerede fødevarer af høj kvalitet væsentligt nemmere. Fremover er det ikke nødvendigt at besøge flere forskellige gårdbutikker, hvis man vil nyde fødevarer af høj kvalitet, som alle har dét til fælles, at de er produceret i det nordjyske.

De lokale fødevarer samles nu i en butik på nettet, hvor forbrugerne i ro og mag kan få overblik og bestille de ønskede varer. Hver torsdag mellem kl. 16.00 og 18.00 mødes forbrugere og producenter så hos Ny Vraa, Gl. Vraavej 31 i Tylstrup, hvor fødevarerne udleveres. Her får forbrugeren mulighed for at tale med producenten og høre mere om de enkelte fødevarer.

– Jeg glæder mig til, at vi åbner, for vi har fået samlet en flok dygtige og entusiastiske producenter, der tilbyder nogle rigtig lækre, lokale fødevarer, siger Lise Bach, der er vært for Madsamling Tylstrup – Ny Vraa.

– Kunderne til Madsamling vil få en ekstra oplevelse med på vejen, når de henter varer. Vi vil løbende lave forskellige events. Det kan være, at vi tænder op i grillen og tilbereder nogle af de lokal producerede varer og serverer et glas vin dertil, siger Lise Bach.

Madsamling startede i 2011 i Frankrig som La Ruche Qui dit Oui, og i dag findes der omkring 1100 madsamlinger rundt om i Europa. Siden januar 2017 har danskerne fået madsamlinger i bl.a. Vordingborg, Slagelse, Sorø, Køge, Sdr. Bjert, Vejle og Århus – nye madsamlinger er også på vej ved Randers og i Aalborg.

Madsamling har en enkel og gennemskuelig forretningsmodel: 80% af omsætningen lander hos producenten, 10% hos værten og 10% hos Madsamling for at drive og udvikle handelsplatformen på internettet.

Kernen i en Madsamling er webshoppen, hvor medlemmerne bestiller og betaler varer i ugen op til opsamlingstidspunktet. På den måde ved producenterne altid, hvor mange varer, de skal medbringe. Derved undgås det madspild, producenterne tit oplever ved salg på traditionelle madmarkeder, hvor de ofte må kassere mad, der ikke er blevet solgt.

– Forbrugerne glæder sig over de gode varer, den gode stemning og mødet med producenterne, og at man kan få mange gode lokale varer samlet ét sted, siger Lise Bach, der ud fra den foreløbige interesse fra både producenter og forbrugere forventer, at antallet af forskellige varer i madsamlingen allerede det første år kommer til at runde 200.

Sortimentet dækker bl.a. over svine- og oksekød, marinader og chutney, marmelade og honning, æg og ost m.m. Nu hvor en del producenter er blevet aktive på madsamling og har oprettet et udvalg af deres produkter, så er vi ved at samle medlemmer. Der er i skrivende stund mere end 150 medlemmer, der kunne tænke sig at være en del af den lokale Madsamling her i Tylstrup.

Det er gratis at være med og helt uden binding. Du opretter dig inde på Madsamling.dk – under Tylstrup. Så skal du blot registrere dig, og får herved adgang til alle herlighederne – enkelt og nemt!

Vi kan altid bruge flere medlemmer og dygtige producenter.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close