Områdets slot med de gode oplevelser

0
Oppe i Dronningesalen ser formanden for fondsbestyrelsen, Carl Chr. Pedersen, på Tinna Bøgeskov Schultz og siger: - Vi kan næsten ikke vente på at komme i gang med at samarbejde med Tinna og se resultaterne af hendes nytænkning og fremadrettede strategi. Foto: Ole Torp
– Vi skal være områdets slot med de gode oplevelser. Oplevelserne kan være at fortælle historien, så den føles levende her på stedet, men det kan så sandelig også være rigtigt gode gastronomiske oplevelser baseret på lokale råvarer i disse pragtfulde omgivelser.

Det er en af de mange intentioner, som den nye slotschef, Tinna Bøgeskov Schultz, har for Dronninglund Slot, hvor hun netop er tiltrådt. – Der var 30 særdeles velkvalificerede ansøgere til stillingen, og en enig bestyrelse udvalgte Tinna på grund af hendes baggrund, og den udstråling af gåpåmod og faglig ballast, som hun fremviste, sagde formanden for den fond, som driver slottet, Carl Chr. Pedersen.

– Jeg kan tilføje, at noget af det, som har fået mig til at søge stillingen, er det indtryk af en bestyrelse, som brænder for sagen, jeg har fået lige fra begyndelsen. Jeg glæder mig til at samarbejde med sådan en bestyrelse, supplerer Tinna.

Tinna er fagligt velkvalificeret, hvilket hendes CV tydeligt er et bevis på. Hun er uddannet på Food College i Aalborg og har suppleret den uddannelse med videreuddannelse på Professionshøjskolen som serviceøkonom. Tinna har været adskillige steder indenfor restaurations- og hotelbranchen fortrinsvis i Nordjylland. Det sted, som kommer nærmest Dronninglund Slot, er nok Kokkedal i Brovst.

Rundt omkring på Dronninglund Slot kan man se, at der arbejdes med at trække ledninger, der arbejdes nemlig på at forbedre internetforbindelserne. – Vi skal stå stærkt på de sociale medier. Det vil vi satse kraftigt på. Det er her, man søger efter steder at bo og spise, oplyser Tinna. Den gode historie om stedet her på de sociale medier vil øge interessen og kendskabet til slottet. Vi kan en masse, og det vil vi gerne fortælle verden.

– God og kærlig mad lavet på lokale råvarer er vores mål, siger Tinna, og Carl Chr. supplerer: – Ja, hvad enten det er det finere, franske køkken og/eller mere traditionel dansk mad, så er råvarerne og tilberedningen af meget stor betydning. I øvrigt med det erhverv jeg kommer fra, så går jeg stærkt ind for gode, lokale råvarer. Tinna nævner, at på længere sigt vil man også begynde at lave råvarer selv fra grunden – f.eks. marmelade.

– Der vil ske en del udskiftninger i bestyrelsen, så den bliver mere forretningspræget, så vi kan matche Tinnas nytænkning og fremadrettede strategi. Det glæder vi os til, siger Carl Chr. ganske vist med et glimt i øjet, men man er ikke spor i tvivl om, at han går fuldt ind for, at bestyrelsen skal være Tinnas sparringspartner.

Tinna bringer en ting på bane, som man ikke tidligere har forbundet med Dronninglund Slot: – Nu skal vi til at overveje, hvad vi kan gøre for børnefamilierne. Jeg har en del erfaring hermed fra et af mine tidligere arbejdssteder. Det vil selvfølgelig især være i skoleferierne, men også i det hele taget. Der skal foregå noget her hele tiden, og en del af det vil være målrettet mod børnefamilierne.

– Generelt vil jeg sige, at hvis man har nogle gode idéer, så kom endelig med dem. Vi er meget lydhøre overfor den slags. Selvom vi måske ikke får en Michelin-stjerne (endnu!), så vil vi inden længe blive en nordjysk stjerne, slutter en engageret slotschef med et stort og vindende smil.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close