Ophørsudsalg hos Lavendelbo

0
Porten er åben ind til forretningen, hvor man er meget velkommen til pinseudsalg af planter, forskelligt udstyr og lavendelprodukter med en god rabat. Udenfor i baggrunden ses nogle af lavendelmarkerne. Foto: Ole Torp
– Nej, det føles ikke længere så sørgeligt. Det har været overvejet i et stykke tid, men nu er beslutningen taget, og dermed er den hårde del ovre. Nu skal der afvikles.

Sådan opridser Lene Hansen situationen efter, at det står klart, at Danmarks eneste lavendelfarm, Lavendelbo, 4-5 km øst for Hjallerup lukker.

For 14 år siden fik hun idéen om at dyrke lavendel og få en forretning ud af det. Hun lavede dengang lidt lavendelsæbe og havde lavendel i haven. Tre år senere blev idéen realiseret, og farmen blev anlagt i stil med Sydfrankrigs lavendelmarker, og 16.000 lavendelplanter blev plantet på markerne omkring bygningerne. Det var en ejendom med landbrugspligt, men den blev altså godkendt med den specielle afgrøde.

Der er faktisk to grunde til, at man drejer nøglen om. – Der er simpelthen ikke omsætning nok. De sidste par år kommer der ganske vist flere kunder end før, men de bruger ikke nær så mange penge her som tidligere, forklarer Lene, og hun tilføjer: – Denne form for afgrøde kræver rigtigt meget primært manuelt arbejde med at luge mellem lavendelplanterne, og det er slet ikke nok at dække jorden mellem planterne med plastik. Forretningen kan ikke økonomisk bære ansættelsen af en person til at luge, og hvis det skal gøres ordentligt, så er det mere end en ansat på heltid kan klare. Dertil kommer en fejlslagen høst sidste år. Selvom det ikke var første gang, så slog det hovedet på sømmet.

Lene bor med sin mand i den flotte hvide hovedbygning, og her og i et par andre bygninger på grunden driver hun Bed & Breakfast. I pinsen (19.-21. maj) er der ophørsudsalg på Lavendelbo med gode muligheder for at købe lavendelplanter (til haven), forskelligt udstyr og lavendelprodukter (f.eks. sæbe, shampoo, olier) med en stor rabat. Der kan også købes kaffe og kage på udsalgsturen.

– Nu skal vi have udsalget m.m. afviklet, så skal der gøres status og endelig skal vi i gang med en evaluering, siger Lene og ser faktisk lettet ud på forhånd.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close