Erik Knudsen, som bor på en landejendom på Bjørnbækvej mellem Ørum og Hallund, så gennem vinduet en ulv ude på marken nord for huset. Han havde en flok fedekvæg stående øst for ejendommen og skyndte sig ud for at se, om den havde forgrebet sig på en af dem. Det viste sig heldigvis ikke at være tilfældet, og han gik derefter over på marken, hvor han havde set ulven.
Her fandt han tydelige spor efter ulven – det var en af de dage, hvor jorden ikke var frossen – og tog et billede af et par af sporene. Hans genbo og et par kyndige jægere så ligeledes på sporet og erklærede, at det det helt sikkert var en ulv.
– Den er kommet den selvsamme vej som hjortevildtet går. Oppe fra en knold med en lille skov omkring øst for ejendommen og tværs over marken nord for os og så over i genboens store skovområde. Vi ser rigtigt tit kronhjorte, rådyr og dådyr gå den vej, og det har ulven selvfølgelig kunnet snuse sig frem til, fortæller Erik.
Omkring godt en uge senere blev der tæt på Aalborgvej og mellem Ø. Brønderslev og Brønderslev fundet et rådyr, som havde fået hovedet bidt af, og flere jægere og eksperter var ikke i tvivl om, at det var en ulv, som havde været på spil. Der er ikke så forfærdeligt langt mellem de to steder, hvor en ulv er blevet set eller har dræbt et rådyr, så det kan udmærket være det samme dyr.