Seniorer svinger ketsjeren

0
Der bliver både trænet og hygget, når de ældre svinger ketsjeren i Dronninglund Tennisklub. Foto: Jørgen Ingvardsen
Vi bliver heldigvis ældre og ældre, og det er jo dejligt, men hvis vi også vil bevare et godt helbred og en god livskvalitet i alderdommen, skal vi bevæge os. Det kan vi bl.a. gøre ved at spille tennis, og derfor satte Dronninglund Tennisklub sammen med tennisklubben i Brønderslev i maj måned fuld fokus på at få flere seniorer i gang med tennis. Tilbuddet omfattede bl.a. otte gratis introduktionstimer, hvor alle kunne være med uanset niveau.

– Vi har fået 15 nye medlemmer på baggrund af projekt ’Bevæg dig for livet’, der er for alle over 60, fortæller formanden for Dronninglund Tennisklub, Karen Axen.

– Af de nye har nogle aldrig spillet tennis før, andre har været bortrejst i en periode og nu kommet tilbage, nogle er stoppet på et tidspunkt, og så skulle de lige have denne gulerod for at komme i gang igen, fortæller formanden.

Guleroden er, at kommunen giver et tilskud til ’Bevæg dig for livet’. Man får således fire gange to timers instruktion, og man låner en ketsjer. Hvis man senere melder sig ind i klubben og betaler kontingent som alle andre, får man ketsjeren til ejendom helt gratis.

– Hvis man er stoppet på grund af en skade og ikke rigtig ved, om man vil spille mere, så er der mange, der ikke vil betale 550 kroner, som kontingentet udgør. De vil heller ikke købe en ny ketsjer, hvis de nu ikke kan spille alligevel. Her kan man deltage gratis i denne introduktion og få opfriskningsinstruktioner, og så kan man se, om det er noget, man vil fortsætte med uden at melde sig ind. Så har man afprøvet det. Det er et godt tilbud, og alder er absolut ingen hindring. Vores ældste medlem er 88 år og spiller for fuldt drøn, så man kan spille hele livet, understreger Karen Axen, der også påpeger, at tennis ikke bare er motion.

– Det er bestemt også hygge. Onsdag formiddag spiller vore æresmedlemmer. De spiller, men de hygger sig også med rundstykker og kaffe. Tennis er nemlig også noget socialt. Man holder hovedet vedlige ved at tælle pointene, og man skal finde ud af, hvor man skal stå på banen, så det er ikke kun det fysiske, der trænes, siger Karen Axen, der glæder sig over at medlemstallet nu igen er stigende efter en nedgang de senere år.

– Vi er omkring 140 medlemmer nu. Det er udmærket, men i gamle dage var vi 225. Nu stiger det heldigvis igen. Vi har således fået nye medlemmer fra Flauenskjold. Det startede med, at der kom en enkelt. Da hun så konceptet, fik hun alle dem med, hun om vinteren spiller badminton med. Vi har også fået nye medlemmer fra Hjallerup, men der er ikke så mange børn som tidligere, Vi kan mærke de lange skoledage. Heldigvis bliver vi jo flere og flere ældre, og vi skal bevæge os. Her er tennis et godt bud, og derfor er jeg meget optimistisk på tennisklubbens vegne, slutter Karen Axen.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close