Snart slut med grundstødninger

0
Mogens Hajslund håber, at det er slut med grundstødninger.
Sandpumpning skal gøre Asaa Havn sejlbar

Asaa har en kedelig danmarksrekord. Den vil Asaa Havn gerne af med. Det gælder antal grundstødninger i havnen.

Der er nye tider på vej. I stedet for at uddybe sejlrenden med en gravemaskine, skal der nu benyttes en sandpumpe, der fjerner sandet fra sejlrenden.

I år er der lavet en aftale med et firma, der pumper sandet væk fra sejlrenden, men det er planen, at havnen og Brønderslev Kommune selv vil investere i en pumpe.

Brønderslev Kommunes teknik- og miljøudvalg har stillet i udsigt, at kommunen vil bidrage økonomisk til en sådan sandpumpe, hvis havnen selv udfører arbejdet. Havnebåden er på værft, men er snart klar, og det er planen, at den fra næste år skal sejle ud med pumpen.

Formand for Brønderslev Kommunes teknik- og miljøudvalg, Karsten Frederiksen (K), er positiv over for en éngangsinvestering, frem for, at kommunens tilskud hvert år går til oprensning med gravemaskine.

Havnefogeden har også med havnebåden forsøgt at piske sandet væk med skibsskruen, men resultatet har ikke været optimalt.

På generalforsamlingen i Asaa Havn kunne formanden, Mogens Hajslund, berette om den nye metode til at holde sejlrenden fri for sand.

Det er planen, at sejlrenden skal være 2,5 meter dyb og 25 meter bred.

Hidtil har det ikke været muligt at pumpe sandet væk, men der blæser nu mildere vinde fra myndighederne til at flytte sandet væk fra sejlrenden.

Mogens Hajslund kunne fortælle, at havnen åbnes omkring 1. maj.

– Vi må indrømme, at der ikke har været mange gæstesejlere, men vi håber, at det ændrer sig. Ligeledes håber vi, at de sejlere, der har søgt andre havne, vender tilbage.

Omkring halvdelen af sejlerne er flyttet til Sæby, Voersaa, Hals eller Hou.

Skibsredder Aage Poulsen ankede over, at lukningen af havnen i fjor ikke var blevet formidlet ud til sejlere via Efterretninger for Søfarende.

Aage Poulsen kunne fortælle, at flere havde besejlet havnen, efter at den var lukket. Selv redningsvæsenet i Sæby var ikke orienteret om, at havnen blev lukket for sejlads sidst på sæsonen.

Der er store planer for havnen. Der er planer om at modernisere auktionshuset samt etablere en flydebro, ligesom der skal bygges en udsigtsterrasse ved kiosken.

– Det skal være sådan, at man kan sidde og nyde en is, med fødderne i vandet, sagde Mogens Hajslund.

Asaa Havn er bevilget 1,5 mio. kr. fra energinet.dk (vindmøllepenge).

Asaa Havn arbejder på at få fjernet tre spøgelsesskibe, der i flere år har ligget i havnen.

Havnen har med held fået ejeren af fiskehuset til at forskønne bygningen, der ikke har prydet på havnen. Der arbejdes ligeledes på at få havnebassinerne renset op, men her skal der tilladelser til.

Aftenens dirigent, Erik Husted-Henriksen, opfordrede til at kigge fremad, nu striden omkring havnen er bilagt.

Der var kampvalg til bestyrelsen, men de fire siddende medlemmer blev alle genvalgt, Mogens Hajslund, Lars Nielsen, Bjarne Albøge og Thomas Nymann Geller. Modkandidaterne Greg Danielson og Hans Christian Holst opnåede ikke valg.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close