Sommerfest og flytteplaner

0
Børnehavens formand, Carsten Nielsen, er positiv over for kommunens planer, men ønsker dog et mere ambitiøst projekt. Foto: Jørgen Ingvardsen
I fredags holdt man i Asaa Børnehave den årlige sommerfest, hvor børn og forældre hygger sig sammen med bl.a. spisning og forskellige lege. Som altid var der stor opbakning til børnehaven, og der blev hygget, leget og snakket. Noget af det, forældrene drøftede over maden, var børnehavens fremtid. Bygningerne er efterhånden udslidte, og kommunen har flere planer for børnehavens fremtid. Der er således tanker om at flytte SFO og børnehaven til skolen, eller flytte børnehaven i Rusen og SFO til skolen.

– Vi er ikke afvisende over for kommunens planer, siger børnehavens formand Carsten Nielsen.

– Vi ved godt, vi bor i slidte lokaler, så vi er positive over for planerne. Vi går dog efter en mere ambitiøs løsning, hvor vi ønsker at bygge en helt ny SFO og børnehave, der hvor den gamle toiletbygning og den gamle børnehave ligger ved skolen og så integrere det hele og være lidt på forkant med udviklingen. Jeg ved godt, at det koster, men for at gøre det økonomisk spiseligt for kommunen foreslår vi, at det laves som et offentligt/privat partnerskab, hvor kommunen ikke skal have penge op af lommen. Det ville være dejligt, hvis kommunen vil være med på nogle visionære tanker. Vi er trods alt kommunens fjerdestørste by, og vi skal passe på, at vi ikke lukker os inde i noget, der bremser for udviklingsmulighederne. Vi skal passe på, at vi ikke låser for tilflytning, påpeger han.

– Under alle omstændigheder skal vi have fundet en løsning, og det skal være en løsning, hvor vi ikke allerede er presset fra starten, for så er vi i hvert fald sikre på, at vi ikke kan tilbyde tilflyttere noget. Vi vil gerne have tilflytning. Det gælder alle, også børnefamilier. Vi er også en havneby og det vil være uambitiøst ikke at gå efter en udvikling. Hvis vi bygger en integreret børnehave, vuggestue og SFO på skolen, så har man virkelig sat en appetitvækker og en fremtidssikring af både skole og børnehave. Så er der mulighed for tilflytning. Det vil også være noget, man kan markedsføre sig med. Når børnefamilier vælger by, er det første, de koncentrerer sig om, deres børn. Hvis rammerne for børnene ikke er i orden, starter vi skidt. Børnetallet i Asaa har været faldende, men i øjeblikket er det faktisk svagt stigende, så det ser positivt ud, siger Carsten Nielsen.

På mandag mødes bestyrelsen og kommunen for at drøfte planerne.

– Det ser vi frem til, og vi møder op med stor fornøjelse. De har peget på det, de gerne vil. Vi får nu muligheden for at fortælle, hvad vi gerne vil. Jeg ved, kommunen er åben for nye idéer, og det er derfor, vi kommer med vores ambitiøse og nye idé, som vi har sendt til dem på forhånd. Vi er indstillet på, at der skal ske noget, og vi er åbne for at diskutere, hvad der skal ske, slutter Carsten Nielsen, formand for Asaa Børnehave.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close