Spændende udstilling med twist af humor

0
Der var stor interesse for de tre nye udstillinger, der åbnede i søndags på Kunstcentret. Foto: Jørgen Ingvardsen
DRONNINGLUND: Det var noget af et tilløbsstykke med over 300 besøgende, da Dronninglund Kunstcenter i søndags havde fernisering på årets anden udstilling. Der er i virkeligheden tale om tre udstillinger, hvor glaskunstnerne Britta Madsen og Søren Gøttrup fylder det meste. De har arbejdet sammen i over 30 år og viser på denne udstilling en række nye værker blandet med eksempler på tidligere arbejder.

De fylder grundetagen med omkring 260 værker, men der er også særdeles seværdige udstillinger både i kælderen og på første sal.

I kælderen udstiller maleren Gustaw Iwinski, der tidligere har udstillet i Dronninglund, men hans meget farverige og spændende værker er bestemt altid værd at se. Det samme er udstillingen på første sal. ’At sætte sig spor’ er titlen på udstillingen, der er skabt af fem kunstnere under et legatophold i Skagen. Blandt kunstnerne her er Anne Fiil, der bl.a. udstiller en installation med en rygsæk, hvorfra, der vælter 70 sten ud på gulvet. På hver sten er der et ord.

– Det er ord og begreber, vi alle slæber rundt på, fortalte hun. Nogle af dem har man lyst til at smide væk, andre vil man gerne beholde. Så kan man jo prøve at studere ordene og tænke på, om det er de samme ord og begreber, man selv slæber rundt med i rygsækken, eller om det er helt andre, sagde hun.

Udstillingen blev åbnet af kunstkritiker Erik Meistrup, og han beskæftigede sig en del med det faktum, at de to glaskunstnere ofte tager udgangspunkt i noget velkendt og dagligdags som f.eks. et kassettebånd.

– På kassetterne er der korte sekvenser af tekst og billede, der skal få os til at overveje, om vi nu også ved, hvad vi tror, vi ved, sagde han og fortsatte:

– Disse udsagn præsenteres nærmest som et opråb. Det får en slags tyngde og betydning nærmest på samme måde, som arkæologerne graver almindelige dagligdags ting frem og fremhæver, at de jo netop repræsenterer en historie, der er værd at beskæftige sig med, sagde han og understregede, at kunstnerne ikke kopierede, men lavede ’replikanter’.

– Når de laver VHS-bånd i overstørrelse i glas, laver de først en skulpturel form. Dernæst twister de den i udsmykningen med betydningerne, så man ender med en skulptur, der på overfladen ligner noget, man umiddelbart kender, men alligevel er skulpturen sig selv og siger noget andet og mere end udgangspunktet, sagde Erik Meistrup.

– Vi er meget tilfredse med udstillingen og er naturligvis glade for den store interesse, sagde de to glaskunstnere mod slutningen af ferniseringen. Man kan i øvrigt i næste uge her i avisen læse et længere interview med ægteparret Britta Madsen og Søren Gøttrup, der om kort tid begge fylder 70 år.

Ved den velbesøgte fernisering var der musikalsk underholdning ved Anders Hanggaard på guitar.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close