Standerhejsning i bidende kulde

0
De frøs med anstand de mange spillere, der mødte op på Dronninglund Stadion til standerhejsning i lørdags. Foto: Jørgen Ingvardsen
Spillere og trænere frøs med anstand, da Dronninglund Fodbold i lørdags havde standerhejsning for seniorerne, TEAM Ø-holdene, U18 kvinder, U17 og 16 drenge, U15 og U14 piger samt U14 og U13 drenge TEAM-Ø. Standerhejsningen fandt sted på årets nok koldeste dag med minusgrader og en iskold og bidende vind fra nordøst. Derfor havde de fleste også fundet det varme tøj frem, og forståeligt nok mødte kun ganske få op i korte bukser.

– Jeg håber, I alle sammen har glædet jer til en ny fodboldsæson, sagde fodboldformand Flemming Kvist i sin korte tale til spillere og trænere.

– Det er dejligt at se så mange møde op, og jeg håber også, at der er nye ansigter til stede. Det betyder nemlig, at vi så kan få tilmeldt endnu flere hold til den kommende sæson, sagde han.

Trods kulden var banerne grønne, men hårde af frost. Sidste år havde klubben store problemer med vand og våde baner. Det var også et emne, Fleming Kvist berørte i sin tale.

– Vis hensyn til banerne. De udfordringer, vi havde sidste år med våde baner, tror jeg ikke bliver mindre i år. Vi må prøve at træne på alle de grønne kvadratmeter, vi har. Det gælder, uanset om der står et fodboldmål eller ej. Vi må så se, om vi fra klubbens side kan løse problemerne med vand, sagde han og opfordrede videre til, at alle giver en hånd med, når der er brug for hjælp.

– Vi er en klub af en vis størrelse, og det er ikke en enkelt eller to mand, der kan løfte alle de opgaver, der skal løses i løbet af året. Vi må alle hjælpe til, sagde Flemming Kvist ved standerhejsningen.

Herefter kunne fodboldspilleren Jeppe Holland hejse flaget, hvorefter spillerne blev sendt ud på en gang let træning. Dagen sluttede med varm suppe i cafeteriet. Den nye sæson er skudt i gang. Nu venter spillerne bare på lidt bedre vejr.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close