Velbesøgt borgermøde om rent drikkevand

0
Der var fyldt godt op i Dronninglund Sognegård, da Brønderslev Kommune havde indkaldt til borgermøde om Dronninglund Fjernvarmes projekt om at anvende grundvand som energikilde. Foto: Jørgen Ingvardsen
– Der gambles med grundvandet og med fjernvarmebrugernes penge, lød en kommentar, da Brønderslev Kommune havde indkaldt til borgermøde i Sognegården i Dronninglund i forbindelse med Dronninglund Fjernvarmes planer om at anvende grundvand som energikilde.

– Vi har kun et skud i bøssen. Hvis vi forurener grundvandet, er vi ilde stedt, lød en anden kommentar.

Udvalgsformand Karsten Frederiksen var mødeleder, og han udtrykte i sin velkomst et ønske om, at mødet blev afholdt i en god og sober tone. Trods en livlig debat blev det et roligt og sagligt møde, hvor et panel med kommunens plan- og miljøchef, Asger Nielsen, i spidsen assisteret af en række eksperter redegjorde for de undersøgelser, der er foretaget, og besvarede spørgsmål.

Det ambitiøse projekt vil kort fortalt udnytte varmen i grundvandet og omdanne energien til varme i radiatorerne. For at det kan ske, skal der pumpes betydelige mængder grundvand op. I alt 1.800.000 m3 i en periode på 5-6 måneder. Når varmen er trukket ud af vandet, skal det ledes tilbage til grundvandet, og det er her, problemerne og tvivlen kommer ind i billedet. Det er planen, at vandet skal sive ned i et udpeget drænfelt. Den store vandmængde svarer til en regnmængde på 72 meter. Til sammenligning er den årlige nedbørsmængde i Danmark omkring 75 cm.

Der er lavet mange boringer og undersøgelser, der alle tyder på, at der ingen fare er for grundvandet, men det er der mange, der stiller sig tvivlende overfor.

– I spiller hasard med vores grundvand, lød det fra en mødedeltager.

– Hvorfor laver I ikke bare en boring mere og pumper vandet tilbage gennem denne, spurgte en anden. Her lød det korte og præcise svar, at det ikke er teknisk muligt.

– Hvordan kan man se, hvordan det kører, og om der er problemer, spurgte Lars Nielsen.

Her forsikrede Asger Nielsen, at alle tal er offentlige og tilgængelige.

Repræsentanter fra Råvandsforsyningen påpegede, at man var meget utryg ved situationen og bekymret for grundvandet. Også repræsentanter for Hjallerup Vandværk var mødt op og udtrykte bekymring.

– Bare I ikke skubber problemerne over til os, lød det.

– Flere vandværker har problemer og lukker, så vi anbefaler, at man stopper, lød opfordringen fra en deltager, og det udsagn blev markant bakket op fra salen med klapsalver.

Nu skal man passe på med at udlede for meget af klapsalverne, men det er vist ikke helt forkert at slutte, at der ved mødet var flertal for at stoppe projektet.

Der var dog også positive udmeldinger. En af dem kom fra Allan Aagaard.

– Nu skal vi huske, at Dronninglund Fjernvarme har været førende på alternativ energi, og der er to sider af denne sag. Det er jo lokale og fornuftige folk, der står bag projektet, sagde han.

Der blev også spurgt til økonomien i projektet. Her kunne Karsten Møller Nielsen, formand for Fjernvarmeværket love store besparelser.

– Vi sparer omkring 10 mio om året, og det svarer til kr. 5.000,- pr husstand, sagde han.

Den positive udmelding faldt dog ikke i god jord hos alle.

– Hvis projektet igangsættes, og det så efter et par år viser sig, at der er problemer med forurening, er det så muligt at stoppe et projekt, der har kostet så mange penge, lød et spørgsmål.

Det blev der fra Asger Nielsen svaret positivt på, og i det hele taget var det en oplysende aften. Kommunen har offentliggjort den rapport, som Asger Nielsen redegjorde for på mødet. Her kan man komme med kommentarer og indsigelser til starten af august, hvorefter der vi ske en politisk behandling i august/september. Når det er sket, skal der udarbejdes en ny VVM-redegørelse (virksomhedens virkning på miljøet). Den skal så i høring, hvorefter der indkaldes til et nyt borgermøde.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close