Foreningen Kamillus har haft generalforsamling for foreningens afdeling i Brønderslev Kommune

BRØNDERSLEV: 18 personer deltog, da foreningen Kamillus, som våger over døende og uhelbredeligt syge i Brønderslev Kommune, holdt generalforsamling. Det oplyser formand Solveig Skovrider.

Hun oplyser også, at hun kom ind på flere ting i sin beretning. Blandt andet at foreningen har fået en ny repræsentant fra Folkekirken i årets løb, hvor Ivana Høgagaard har afløst Ann Sofi Lægaard Andersen.

Året har budt på mange aktiviteter, herunder en festlig dag i Frederikshavn, hvor Hospice Vendsyssel fyldte 10 år, deltagelse i Open by Night samt en masse møder.

Solveig Skovrider kunne også fortælle, at koordinator Ulla Antonsen har valgt at stoppe, og derfor har man fundet to afløsere. Det er Inge Lyngsø og Anna Holm, som skal deles om opgaven.

Ulla Antonsen havde også et indlæg på generalforsamlingen, og hun kunne berette om, at man i 2018 har været på 156 besøg plus 26 besøg i Hjørring.

Der er tre typer af besøg - aflastning, hvor en pårørende har brug for at få sovet eller komme hjemmefra, adspredelse, hvor der kommer en frivillig f.eks. en gang ugentlig og man foretager sig det, som den syge ønsker samt vågebesøg, hvor den frivillige sidder hos en døende.

Kamillus har 12 frivillige vågere, otte kvinder og fire mænd.

På generalforsamlingen var der genvalg til bestyrelsen til Ingrid Uhrenholdt og Per Nielsen samt nyvalg til Asta Skaksen.

To suppleanter blev genvalgt, det var Else Poulsen og Torben H. Nielsen.

Generalforsamlingen fandt sted på Brønderslev Bibliotek.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...