Asaa Camping & Hytteferie har eksisteret i 50 år. De sidste 13 år med Laila og Frank Jensen som ejere

ASAA: I 1969 var der nogle vakse og fremsynede Asaa-borgere, som sad i bestyrelsen for Asaa Borgerforening. Med deres bopæl ved Østkysten kunne de se, at der manglede en campingplads netop ved Asaa. Derfor gik de i gang med det, som skulle vise sig at være foreningens største opgave: Anlæg af en campingplads, som hurtigt viste sig at være blandt Danmarks bedste.

Beliggenheden tæt på Østkysten med dens børnevenlige strand og forholdsvis tæt på attraktioner i Nordjylland - for slet ikke at nævne pladsens store svømmebassin med børnebassin, som gør den ekstra attraktiv. I 1999 blev pladsen, som Borgerforeningen indtil da havde forpagtet ud, solgt til private, og Laila og Frank Jensen er det 3. par, som driver pladsen.

De købte pladsen i marts 2006, og fortæller her om det vendepunkt, som det blev for deres liv

- Vi havde et dejligt hus i Kolding og to dejlige børn, og med Frank som tømrer og Laila som frisør blev vi 40 og spurgte os selv, hvad resten af livet mon ville bringe. Da kom vendepunktet i vores liv, for vi besluttede os for at realisere vores drøm om køb af en campingplads, og Asaa Camping & Hytteferie blev vores valg. Den ideelle beliggenhed ved skov og strand og tæt på skole og indkøb tiltalte hele familien.

Pladsen var imidlertid meget nedslidt og trængte til en kærlig hånd. Frank fik i høj grad brug for sin håndværksmæssige baggrund.

- Vores første år var spændende, meget udfordrende og ikke mindst lærerigt. Vi fik ryddet op, renoveret en del og lavet en bunke fejl. Hvis man laver en liste over forbedringer, som de har lavet op til i dag, så bliver det en liste med så mange som 45 punkter - store som små, siger Laila og Frank Jensen.

Asaa Camping & Hytteferie har i dag 75 fastliggere og omkring 100 pladser til campingvogne, telte og autocampere - og man udvider løbende, men det begynder efterhånden at knibe med pladsen. Der er 25 hytter - heraf har de selv bygget 3 og kraftigt renoveret de andre. Laila og Frank fortæller, at der er rigtigt mange udlændinge, som benytter disse hytter.

- Det gælder for os at tilpasse os nutiden, som Frank så træffende udtrykker det, hvilket betyder, at man som campingpladsejer må være i gang så godt som hele tiden.

- Campingpladsen fremstår i dag som en moderne og driftig plads med masser af sjæl - ikke mindst på grund af alle vores trofaste fastliggere og campinggæster, er de enige om.

I år åbner pladsen 12. april, og jubilæet bliver markleret ved standerhejsning 14. april. Der bliver Åbent Hus med kaffe og rundstykker og tilmed gode jubilæumstilbud i påskeferien.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...