De unge lærte om budget, opsparing, lån og renter, da der blev afholdt pengeuge

DRONNINGLUND: Igen i år var uge 11 udråbt til årets Pengeuge af Finans Danmark. Landet over fik adskillige skoleklasser gæsteundervisning af lokale banker. På Dronninglund Skole fik 7.d besøg af privatrådgiver Amanda Pape Enevoldsen fra Danske Bank i Aalborg.

Det var sjette år i træk, der blev der afholdt Pengeuge, og det skete i mere end 720 skoleklasser på landets skoler. Bag initiativet står Finans Danmark, der sammen med Danmarks Matematiklærerforening har udarbejdet undervisningsmaterialet til Pengeugen. Målet er at få privatøkonomi endnu mere ind under huden på de ældste elever i grundskolen.

- Det var en rigtig god eftermiddag med eleverne i 7.d. De deltog aktivt i undervisningen med relevante kommentarer og spørgsmål, og vi kom godt rundt om vigtige økonomiske emner som budget, opsparing, lån og renter, siger Amanda.

I alt har Danske Banks medarbejdere undervist 384 skoleklasser rundt om landet i årets Pengeuge, og det er sjette år, at banken bakker op om begivenheden.

- Vi er rigtig glade for at støtte op om Pengeugen. Det er vigtigt at styrke de unge menneskers viden om penge og privatøkonomi, så de kommer godt fra start, når de selv skal i gang med at tage økonomiske beslutninger, siger Amanda og tilføjer, at Danske Bank også er ude på både skoler og gymnasier for at undervise i løbet af året.

Ifølge nye tal fra Finans Danmark er knap 50.000 unge mellem 18 og 30 år i dag registret i RKI som dårlige betalere. Et af Pengeugens mål er netop at reducere antallet af unge, der kommer i RKI og mister kontrollen over deres økonomi eller lander i gældsfælden. Et vigtigt værktøj til at få styr på økonomien er et budget, der derfor også var en del af undervisningen i 7.d onsdag eftermiddag.

- Det er helt afgørende, at eleverne lærer at lægge et budget med alle indtægter og udgifter, så de får et overblik over deres økonomi. Samtidig lærer vi dem også at gennemskue de forskellige typer af lån, siger Amanda.

Også elevernes drømme kom i spil, og der var gode råd til at indfri dem. Et råd fra dagens gæsteunderviser i 7.d lød blandt andet, at man ved bare at lægge et lille beløb til side hver måned kan nå langt. Også digital sikkerhed var et tema i årets Pengeuge med fokus på sikker handel på nettet, digital post og NemID. Til sidst fik eleverne i 7.d mulighed for at afprøve deres viden om penge i et pengespil, der også var en del af den undervisningspakke, Amanda Pape Enevoldsen havde med.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...