Anika og Anders Dige driver som 3, generationskøbmænd MENY i Dronninglund

DRONNINGLUND: I denne tid kan MENY i Dronninglund eller rettere familien bag fejre 75-års købmandsjubilæum. Det er i dag Anders Dige, der som 3. generations købmand driver forretningen videre sammen med sin hustru, Anika.

Det hele startede i 1932, da Villy Pedersen, der er Anders Diges farfar, blev ansat hos købmand Thomas Jensen i Asaa. Den unge kommis klarede sig så godt, at han fire år senere blev udnævnt til bogholder, og da købmanden døde, købte han butikken af enken i 1943. Han fik hjælp af sine 11 søskende, der alle kautionerede.

- På det tidspunkt stod en købmand jo bag disken og betjente kunderne, fortæller Ole Dige Pedersen, søn af Villy Pedersen og far til Anders Dige.

- Der var fire kommisser og fire lærlinge i butikken, og dengang var der 6-7 butikker i Asaa foruden slagter, bager og flere andre. De er væk nu. De eneste, vi ikke har taget livet af, er damefrisører. Dem var der tre af, og det er der også i dag, fortæller Ole Dige, der også husker, at butikken helt tilbage i 1961 blev lavet om til et supermarked. Det er det, vi i dag kender som SPAR. Selv startede han i 1970.

- Det var så nemt dengang. Uddannelse var ikke noget, man selv bestemte. Min far ringede til en kollega i Nykøbing Mors. De aftalte så, at jeg skulle begynde der som lærling. Så var det overstået. Sådan var det dengang, men jeg har nu aldrig fortrudt, at jeg blev købmand, fortæller Ole Dige Pedersen.

Sortimentet var dengang meget bredt lige fra foderstoffer til hvidevarer, porcelæn og selvfølgelig fødevarer.

- Det var en stor butik, men jeg husker, at det, vi måske var mest kendt for, var vores kaffe. Vi havde den bedste kaffe i miles omkreds. Vi fik den hjem i sække i rå tilstand, og så blev det hele hældt ud på gulvet i bagbutikken. Der var fire forskellige slags bønner, vi blandede, og så blev blandingen sendt til kaffebrænderiet i Aalborg. Vi solgte det som VP kaffe, fortæller Ole Dige Pedersen.

- Tilbage i 60-erne var der gang i Asaa. Fiskeriet havde sin storhedstid med 30 kuttere i havnen, og de mange fiskere fiskede tit ved Strandby. Her lå der på havnen et cafeteria, som købte 20 kg kaffe om ugen hos os. Fiskerne ville ikke drikke andet, husker Ole Dige, der også påpeger, at der jo ikke var 50 slags kaffe, som der er nu.

- Der var en slags, og sådan var det med de fleste varer, Der var ikke det udvalg, der findes i dag, og det var jo også derfor, de forholdsvis små butikker kunne føre det hele. Der var ikke så stort et udvalg, påpeger han.

- Det er vi nødt til i dag, bryder Anders Dige ind.

- Der er virkelig sket meget siden da. Dengang handlede man i sin lokale by og ofte i den samme butik. Det var før de store butikscentre og internethandelen, fortsætter Anders, der er 3. generation i købmandsdynastiet.

- Jeg fik selv lov at bestemme, om jeg ville være købmand eller ej, men jeg har aldrig været i tvivl. Jeg valgte dog at blive udlært langt væk fra det kendte og fik min uddannelse i et supermarked i Charlottenlund. Jeg kom tilbage med ny inspiration efter senere at have arbejdet i et supermarked i Kolding. Jeg tror, det er godt at prøve lidt forskelligt, understreger Anders, der overtog butikken uden de store problemer.

- Vi ser ens på de fleste ting, så det var egentlig ikke så svært at overdrage butikken til ham, fastslår Ole Dige.

- Det er nye tider, men for mig er det at være købmand at have de varer, kunderne efterspørger, og altid være på forkant. Vi skal prøve nye ting og turde gå forrest. Somme tider lykkes det, og somme tider går det knap så godt, men sådan er branchen, siger Anders Dige og fortsætter:

- I dag kommer der jo nyheder hele tiden, og der er tilbud hver eneste uge, Det var der ikke i gamle dage. Vi har også masser af varer med kort holdbarhed, der skal sælges hurtigt, så der er en række udfordringer, der ikke fandtes tidligere. Heri giver Ole sønnen ret.

- Da jeg startede i butikken i 1970, var vi begyndt at sælge brød. Vi sendte hver morgen en lærling til bageren med en kurv, der blev fyldt op, og det var det. Der var franskbrød og rugbrød og lidt kager. Mere var der ikke. Senere fik vi også mælk, der kom i plastikposer fra Asaa Mejeri, husker Ole Dige.

I dag foregår meget af en købmands arbejde ved computeren og ikke så meget i butikken.

- Jeg forsøger at være så meget som muligt i butikken. Om fredagen er jeg der altid. Da har vi tit smagsprøver, og så får man den gode kontakt med kunderne. Det er ekstremt vigtigt, siger Anders.

- Kunderne vil se ”giraffen”. Det nytter ikke noget, at man sidder og skjuler sig på kontoret. Man skal være i butikken. Kontorarbejdet kan man lave om morgenen, fortsætter Ole Dige.

Fremtiden tør de to købmænd ikke spå om, men tror dog begge, at der også i fremover er plads til en butik som MENY.

Supermarkedet i Dronninglund åbnede familien i 1979, så næste år er der lagt op til 40-års jubilæum

- Jeg har selv været med i 20 år, og der sker noget hele tiden i detailhandlen, men det er jo også det, der gør det spændende at være købmand og især selvstændig købmand, hvor man kan være med til at præge udviklingen i sit eget supermarked, fortæller Anders Dige, der endnu ikke er klar over, om fjerde generation vil tage over.

- Jeg ved det ikke, men vi har tre døtre, så rekrutteringsgrundlaget er på plads, slutter Anders Dige med et stort smil på læben.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...