Dronninglund Kunstcenter er klar med årets sidste udstilling

DRONNINGLUND: Efter et forrygende år med stor besøgsmæssig fremgang er Dronninglund Kunstcenter nu klar til at åbne årets sidste udstilling. I virkeligheden er der tale om tre meget forskellige udstillinger. I stueetagen udstiller kunstnerne Linda Lildholdt, Marianne Thygesen, Marina Pagh og Karen Harsbo Kitani.

De fire samtidskunstnere kender hinanden og hinandens værker godt. De kalder udstillingen "entangled", der kan oversættes som sammenfiltring, og henviser til, at alt er filtret sammen i den komplekse virkelighed.

Gruppen beskæftiger sig med det, de hver især personligt er optaget af, deres forhold til verden udenfor, andre kulturer, stjernehimlen over os, og hvor vi befinder os i tid og sted. De repræsenterer alle den abstrakte, non figurative kunst.

På første sal er det billedkunstneren Johanne Randen, der udfolder sig. Hun er uddannet på Aarhus Kunstakademi og arbejder i blandede materiale, hvor naturen er gennemgående reference. Hun arbejder med maleri, foto, objekter og blandede teknikker.

I "Kældergalleriet" viser Jerslev Fotoklub fotografi, og en privat samler viser "Porcelæn fra Havet".

Udstillingen åbnes søndag 28. oktober kl. 11 af folketingsmedlem Rasmus Prehn (A), og den musikalske underholdning står Pia Munch på sax og Hedvig Knive på klaver for.

Udstillingen kan ses frem til 20. december.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...