63 hold deltog i den store indendørs skolefodboldturnering i Dronninglund

DRONNINGLUND: For sjette gang afholdt skolerne i Den gamle Dronninglund Kommune et stort indendørs fodboldstævne for elever fra 0. til 5. klasse. I alt deltog 63 hold.

- Det er helt bevidst, at vi ikke har de ældre elever med, for vi ønsker nemlig at afvikle det på en enkelt dag. Selv om vi bruger to haller, kan vi ikke presse flere hold ind, fortalte Søren Larsen fra Dronninglund Skole. Der blev kæmpet på livet løs og scoret en masse mål. Der var dog ikke tale om en turnering, hvor der skulle findes en samlet vinder.

- Vi har ingen vindere og tabere. Vi har kun vindere, og det lægger vi stor vægt på. Det er hele tanken bag turneringen. Spillerne elsker det, for de er jo kun kommet for at hygge sig med fodbold og have det sjovt, sagde Søren Larsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...