Anna-Mathilde fra Hjallerup Rideklub vandt nytårsstævnet i Løgstør

HJALLERUP: Anna-Mathilde A. Nielsen fra Hjallerup Rideklub, har brugt juleferien på at afslutte sæsonen med nytårsstævner. I Løgstør skulle hun prøve kræfter med det højeste, hun har deltaget i – nemlig 130 cm klassen (MB**) oplyser Michael Nielsen til Østvendsyssel Avis.

- Den seneste tids opadgående formkurve fortsatte i Løgstør, hvor de sprang en bane med stor sværhedsgrad, og som den eneste af rytterne gjorde det uden at lave fejl. Hermed sprang Anna-Mathilde og Cocio Blue Højvang, godt hjulpet på opvarmningsbanen af hendes træner, Rasmus Rise, sig for første gang til en sejr – Anna-Mathildes første sejr siden overgangen fra ponyer. Anna-Mathilde har et målrettet og tæt samarbejde med Rasmus Rise. Deres samarbejdet og det hårde arbejde til den daglige træning bærer nu frugt. De har flyttet sig fra at springe 105 klasser til 130 klasser på bare et år – og hvem siger, det skal stoppe her.

- Inden sæsonen havde Anna-Mathilde sat sig som mål, hun gerne ville springe MB på Cocio. Målet for næste år er at flytte barren endnu højere op og springe MA og ride de helt store klasser til landsstævner for heste og internationale klasser.

- Forberedelsen til en ny sæson er allerede i fuld gang. Kort efter nytår skal parret afsted på stævnebanerne igen og skærpe formen inden de i slutningen af januar skal deltage i den internationale turnering, Baltic Cup. Som optakt til stævnet i Løgstør, havde de sprunget nytårsspringning i Viborg, hvor det blev til en 4. plads i 120 cm klassen. Et absolut godkendt resultat på en svær bane med svære omgivelser.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...