Mads Winther Nielsen overtager som skoleleder for AOF Center Vendsyssel frem til 1. maj

BRØNDERSLEV: Fra 1. december kommer Mads Winther Nielsen til at agere konstitueret skoleleder for AOF Center Vendsyssel.

Rollen har som konstitueret leder har bestyrelsesformand Birger Thomsen haft. Nu tager Mads Winther Nielsen dog rollen frem til 1. maj, hvor der efter planen skal findes en mere permanent løsning fra.

Mads Winther Nielsen har været i AOF Vendsyssel gennem syv år og kommer fra en stilling som afdelingsleder for integration.

- Det er en gevinst for os, at Mads kan tage over, når vi står uden leder. De seneste fire måneder har vi deltes lidt om opgaven. Men jeg er formand for bestyrelsen, og det er den opgave, som jeg vil varetaget. Så det er kun godt, at Mads vil tage over, fortæller Birger Thomsen.

Mads Winther Nielsen kommer til at gribe det lokale AOF-center i en forandringsproces.

- Traditionelt set har vi haft meget opkvalificering af folk, der er ude af arbejdsmarkedet i en periode. Men når konjukturen er, som den er, så handler det om at opkvalificere folk, der allerede er derude. Vi er mere ude i virksomhederne og har mere aftenundervisning. Det er der, behovet er, fortæller han.

Derfor er det også vigtigt at finde en intern person i overgangsperioden, fortæller bestyrelsesformanden.

- Vi har rettet vores struktur til og set på, om vi kan gøre noget anderledes eller bedre. Der er det vigtigt for bestyrelsen, at de ting implementeres. Mads har været med til at træffe de beslutning, og det havde været sværere, hvis man fik nogen ind fra gaden til den opgave i en begrænset periode, siger Birger Thomsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...