Arne Bent Mortensen fra Røde Kors Dronninglund-Hjallerup blev nomineret til at blive kåret som Årets Fantastiske Frivillig hos Røde Kors Danmark

DRONNINGLUND: Fra hele landet har organisationer, foreninger, klubber og institutioner indstillet kandidater til titlen ”Årets Fantastiske Frivillige 2018”. Efter at der var lukket for indstillinger var man nået op på 207. Af disse nominerede den overordnede jury 10, og blandt disse 10 var Arne Bent Mortensen fra Røde Kors Dronninglund-Hjallerup.

Det var særdeles flot af Arne Bent Mortensen at komme med i finalerunden men absolut berettiget. Han har været frivillig for Røde Kors i 43 år og lagt et fantastisk stort arbejde i lokalområdet. Han startede som førstehjælpsinstruktør, og i dag er han en vigtig drivkraft i de lokale Røde Kors-genbrugsbutikker.

At han blev indstillet til finalepladsen motiveres således af de, som indstillede ham: - Arne Bent er en ildsjæl, som besidder et meget stort engagement til gavn for sårbare, ensomme og udsatte borgere. Det er Arnes skyld, at afdelingen Dronninglund-Hjallerup i dag har to store og velfungerende butikker.

Prisen Fantastiske Frivillige er en hyldest til de frivillige ildsjæle i Danmark, der året rundt gør en forskel for andre. Prisen blev første gang uddelt i 2015. Det er Coop, Røde Kors, Roskilde Festival og Kræftens Bekæmpelse, der står bag prisen.

- Jeg var ikke klar over, at jeg var indstillet, men nu skal jeg til København og er selvfølgelig meget spændt på, hvem af os 10 finaledeltagere, der vinder prisen på de 25.000 kr., sagde en overrasket Arne Bent Mortensen dagen før afrejsen til hovedstaden.

Udpegningen af vinderen af finalerunden fandt sted på Kræftens Bekæmpelses hovedkontor i København. Der var først festmiddag for de 10 finaledeltagere, og bagefter talte formanden for Frivilligrådet, Mads Roke, der bl.a. sagde, at frivillighed har en stor betydning i Danmark, og at Danmark er kendt for sine mange foreninger og dermed den frivillige aktivitet, der findes der.

- Derefter var der præsentation af os 10 finalister, som var fra forskellige foreninger og organisationer. Jeg var den eneste fra Røde Kors. Efter præsentationen var der flere taler med lykønskninger til finalisterne, og vi fik alle overrakt gaver, fortalte Arne Bent Mortensen efter hjemkomsten.

Det, som finalisterne sikkert har stået og ventet på med spænding, var åbningen af kuverten med vindernavnet. Endelig skete det, og det blev afsløret, at vinderen af den store ære og prisen på 25.000 kr. var Jesper Rotvig Jensen fra Odense, som har lagt et stort arbejde bl.a. som formand for den lokale afdeling af Kræftens Bekæmpelse.

- Med masser af positive oplevelser i bagagen landede jeg fredag formiddag i Aalborg Lufthavn, fortæller Arne Bent, og han tilføjer med et bredt grin: - Så skulle jeg jo skynde mig hjem for at passe mit job som bud hos Nordjyske Medier.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...