For nylig uddelte Hjallerup Borgerforening præmie til Årets Nybyggeri 2018. Det var anden gang, det skete

HJALLERUP: Ved starten på den ordinære generalforsamling i Hjallerup Borgerforening var der lige en vigtig ting, som skulle ordnes. Det var nemlig uddelingen af en præmie til den bygning, som man vurderede til at være Årets Nybyggeri 2018.

I år kun præmiering af nybyggeri

Det var to par glade nye Hjallerupborgere, der på Hjallerup Borgerforeningens generalforsamling blev tildelt præmien for årets nybyggeri 2018. Dommerkomitéen, der består af arkitekt Preben Rottbøll, viceborgmester og formand for Teknik og Miljø Karsten Frederiksen og repræsentant for Hjallerup Borgerforening Vagn Kraglund, der gennem den seneste måned havde arbejdet med at finde frem til Årets Nybyggeri – og Årets Bygningsrenovering i Hjallerup 2018. Projektet startede i 2017.

I år var der ingen kandidater til præmie for Årets Bygningsrenovering 2018, til gengæld er der to forskellige men så godt som lige gode kandidater lige ved siden af hinanden, og man blev enige om at præmiere dem begge.

Udvælgelsen

Så dommerpanelet har fundet frem til to vindere af Årets Nybyggeri 2018. Efter et meget hårdt opløb, hvor der var kandidater fra såvel Vestbyen som områderne på og omkring Skelbakken.

- Det var nogle imponerende oplevelser at besøge de 7 parcelhusfamilier, som kandiderede til at vinde nybyggerprisen. Det var tale om primært unge familier, som alle havde valgt at have Hjallerup som bopæl de næste mange år. Vi blev mødt af nye husejere, som udstrålede en enorm idérigdom, energi, kreativitet samt begejstring for Hjallerup og dens kultur og foreningsliv, siger Vagn Kraglund.

Hvorfor Hjallerup?

Når man samkører deres udsagn om, hvorfor de valgte netop Hjallerup, så lyder det således:

- Når vi valgte Hjallerup frem for Aalborg, Støvring, Vodskov og mange, mange andre byer, som blev valgt fra, når vi skulle vælge vores fremtidige bopæl, så kan vi nævne byens store fortrin med faciliteter som skole, idrætscenter, svømmehal, stisystemer, ridebaner, nærhed til motorvej og mange andre aktiviteter. Vi er rimeligt sikre på, at vi ønsker at bidrage til at udvikle byen på forskellige områder.

De to vindere af prisen

Der var som nævnt et spændende opløb frem mod udpegning af to vindere, hvor dommerpanelet fandt, at begge nybyggerier skulle udnævnes til Årets Nybyggeri i Hjallerup 2018. De to vinderhuse er placeret på henholdsvis Skelbakken 71 og Skelbakken 73. Præmien til de to vinderfamilier var: Et bronzeskilt med gravering på træplade, et Diplom i sort ramme samt en middag for husstanden på Hotel Hjallerup Kro.

Begrundelser for valgene

Arkitekt Preben Rottbøll nævnte en række årsager til valgene af de to nybyggerier. Bl.a. nævnte han, at ejendommene har et vellykket og smukt stykke boligarkitektur, hvor der er et sikkert hovedgreb om udformning og indretning med et stort og højloftet centralrum, med køkken og spiseplads, som fungerer som fordelingsrum til resten af husets funktioner. Der er således ikke megen spildplads og separat voksen- og børneafdeling med store værelser. Huset vinder på sit supplerende materialevalg, det tekniske inventar og ikke mindst de fine detailløsninger, hvor der ikke er gået på kompromis.

Ejendommene er valgt på moderne boligarkitektur med et personligt præg og velvalgte - og ikke altid helt billige - materialer. Flot og berigende samspil med husets arkitekter og bygherrerne, som har vidst nøjagtig, hvad de ville have. Det smukke materialevalg og den gode disponering af disse ”egoisthuses” plan.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...