Klokkerholm Hallen kunne i fredags fejre sit 40-års jubilæum, og det blev markeret med en reception

KLOKKERHOLM: Det er 40 år siden, Klokkerholm Hallen blev indviet, og det skulle naturligvis fejres. Det skete med en reception i fredags, og her mødte mange af byens borgere op for at gratulere den hal, der nu gennem 40 år har betydet så meget for byen.

Kampen for at få en hal i Klokkerholm startede allerede i 1976. Da havde Dronninglund og Hjallerup allerede fået deres haller, og kommunen havde ladet forstå, at også de mindre byer måske kunne komme i betragtning til en idrætshal. Flauenskjold var hurtigst til at komme med et bud, men Klokkerholm havde væsentlige argumenter som skolens behov for idrætsfaciliteter. Byens skole var mere end dobbelt så stor som skolen i Flauenskjold.

I Klokkerholm og Ørum etableredes lynhurtigt en større interessegruppe for at få bygget en idrætshal. Der blev skabt en slags repræsentantskab, og ud fra dette blev der nedsat en forretningsgruppe, som skulle arbejde med en konkret ansøgning til kommunen med placering og økonomi.

Kommunen lavede en prioritering mellem de mindre byer om, hvem der skulle have den første idrætshal. Valget faldt på Klokkerholm, som så kunne gå i gang med den store opgave, der betød mange møder, indsamling af penge, konkretisering af ønsker med indretning og inventar.

Licitationen gav 21 totalentreprisetilbud, og Brdr. Pedersen fra Klokkerholm med arkitekt Hellsten i spidsen havde det største, bedste og billigste tilbud. Arbejdet kunne derfor hurtigt sættes i gang.

Byggeriet skred planmæssigt frem, og et år efter, at arbejdet var igangsat, kunne hallen indvies. Der var ingen penge til indvielsen, men en række sponsorer sørgede for, at arrangementet alligevel kunne gennemføres 4. august 1979. 40 år senere fungerer hallen fortsat som hele byens hal.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...