Aftenskoleleder og slotsejer sætter gang i foredragslivet i Dronninglund

DRONNINGLUND: Slotsejer Henriette Høghsbro, Dronninglund Slot, og aftenskoleleder på AOF Vendsyssel, Jens Peter Bregnballe, har et fælles ønske om at få et levende foredragsliv op at stå. Det har de arbejdet på at få til at lykkes.

- Vi tror på at vi alle gerne vil beriges af noget, der er nært på vores liv - og har særlig betydning. At samle livserfaring har mange aspekter: Forlad din tryghedszone, mød fremmede mennesker, lær af andre kulturer, læs mere, udfordr dig selv, jag efter viden, fordyb dig med omhyggelighed i noget du elsker, skriver Jens Peter Bregnballe i en pressemeddelelse.

Til efteråret bliver der derfor en række kultur-onsdage på Dronninglund Slot - den første onsdag i måneden - det er onsdag 4. september, onsdag 2. oktober, onsdag 6. november samt onsdag 4. december.

- F.eks. vil psykolog Anna Therese Overvad tale om Sorgen som kærlighedens klangbund, oplyser slotsejer Henriette Høghsbro i pressemeddelelsen.

- Udover kultur-onsdage vil vi sammen tilbyde kreative workshops, som afvikles på lørdage formiddage og eftermiddage: ”Lav din egen børnebilledbog” med børnebogsillustrator Helena Bergendahl (for forældre/bedsteforældre og deres børn/børnebørn). ”Selvportrættegning afspejler dit indre jeg” med portrætmaleren/dukkemageren Elena Mukhamedova (for dem der vil udvikle deres tegnefærdigheder), ”Lav dine egne dukketeaterdukker” med dukkemager/portrætmaler Elena Mukhamedova (for forældre/bedsteforældre og deres børn/børnebørn).

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...