Klokkerholm hylder dansk musik hele uge 44

KLOKKERHOLM: Uge 44 er Spil Dansk Ugen i hele Danmark, hvor dansk produceret musik bliver fejret. Også i Klokkerholm bliver Spil Dansk Ugen markeret.

Som optakt til Spil Dansk Ugen kan man også komme til en Spil Dansk Gudstjeneste i Hellevad Kirke sidste søndag i oktober - 28. oktober klokken 11. Ved gudstjenesten synges udelukkende salmer skrevet af danske digtere og komponister, og øvrig musik er ligeledes dansk produceret. Ved gudstjenesten synges også fra salmebogstillægget 100 salmer.

- Prædiketeksten handler blandt andet om at juble, fryde sig og synge fryderåb - meget passende til en salmesangsgudstjeneste", udtaler sognepræst Sandra Fossdal Nielsen, som prædiker ved gudstjenesten.

Organist Lasse Christensen sidder på orgelbænken og leder kirkekoret.

Korkoncert

Onsdag 31. oktober arrangeres en korkoncert i Hellevad Kirke med kirkens børne- og ungdomskor og Hjallerup Sangkor. Alle korene synger under ledelse af organist Lasse Christensen. Han spiller desuden også et par orgelstykker på kirkens velklingende pibeorgel, som i år har 50-års jubilæum.

- Orglet er bygget af Th. Frobenius & Sønner Orgelbyggeri og har 14 stemmer. Facaden er tegnet af arkitekt og kongelig bygningsinspektør Leopold Teschl, fortæller organist Lasse Christensen.

Han spiller et orgelværk af den dansk-tyske barokkomponist Dietrich Buxtehude og en orgelkoral af Jesper Madsen.

Koncerten starter klokken 19 og der er gratis entré.

Plejehjemmet er med

Torsdag 1. november afholdes den månedlige gudstjeneste på plejehjemmet Hellevadlund i Klokkerholm. Ved gudstjenesten synges de gode danske salmer, og Klokkerholm Koret medvirker og befordrer salmesangen og samværet omkring bordene. Koret synger også et par sange. Alle udefra kommende er velkomne. Gudstjenesten starter klokken 10.

Spil Dansk Ugen er en festuge med fokus på dansk produceret musik, det vil sige musik som er skabt af danske komponister, sangskrivere og producere. Musikken kan naturligvis være i alverdens genrer og på alverdens sprog. Det kan også være musik, hvor det særlige danske aftryk er, at det er med en herboende solist, også selvom sangen måske er skrevet og komponeret af udenlandske ophavsmænd. Spil Dansk Ugen er en hyldest til og en fejring af det danske musikliv og - men ikke kun - den dansk producerede musik.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...