En flok elever fra Dronninglund Skole har valgt forfatterskole som valgfag

DRONNINGLUND: En netop offentliggjort undersøgelse viser, at det står sløjt til med læsefærdigheden i folkeskolen. De unge læser ganske simpelt for få bøger.

Det gælder dog ikke den gruppe elever, der hver torsdag mødes på Dronninglund Bibliotek til forfatterskole. Faget indgår som et valgfag. De læser masser af bøger.

- Jeg elsker at læse, og jeg synes også, det er sjovt at skrive historier, fortæller en af deltagerne, Anne Louise Isaksen.

- Det er spændende at gå på forfatterskolen, for her lærer vi en masse om genrer, og hvordan vi skal skrive. Vi har netop arbejdet med fantasy, og nu skal vi i gang med gys og gru, fortæller Anne Louise videre.

- Jeg er i øjeblikket mest til at skrive mine egne historier, fortsætter Anne Østergaard Christensen.

- Jeg får nogle gange inspiration fra andre bøger, men jeg vil helst skrive mine egne historier, fortæller hun.

- Jeg skriver også meget, oplyser Cathrine Dam Sørensen.

- Når jeg har læst en bog, skriver jeg næsten altid et resume, og det elsker jeg, men jeg kan nu også godt lide selv at finde på historierne, siger hun.

Inspirationen til skriveriet får de unge mange steder fra.

- Det er tit noget, jeg har oplevet eller set i fjernsynet, der inspirerer mig. Det kan også være noget, jeg ser i bussen. Når jeg så kommer hjem, har jeg lyst til at skrive om det. Tit starter jeg med nogle stikord, og senere bliver det så til en historie, fortæller Anne Louise.

- Det er tit små ting, der inspirerer, og det kan der godt komme lange historier ud af, siger Anne.

- Det starter altid inde i mit hoved, og der kan godt gå lang tid, før jeg tager mig sammen og sætter mig og skriver historien, oplyser Anne Louise.

- Hvis jeg læser om et mord, så sætter det straks nogle tanker i gang i mig, og så får jeg lyst til at fortælle historien, siger Cathrine.

For de unge forfatterspirer er det tit det nære, deres hverdag, der sætter gang i skriveriet. Det er sjældent kærlighed og forelskelse.

- Jeg har da set en flænge i himlen, men det er nu ikke det, jeg skriver om, påpeger Anne.

De fleste på holdet skriver meget, men ingen af dem har gjort sig tanker om en fremtid som forfatter.

- Jeg skriver meget, men det er ikke så ofte, jeg viser det til andre, fortæller Cathrine.

- Det sker dog, hvis jeg har skrevet noget, jeg er stolt af, siger hun.

- Jeg ved ikke, om jeg vil være forfatter, men jeg ved, at jeg kommer til at læse hele mit liv, siger Anne Louise.

- Selv om jeg skriver meget, har jeg aldrig tænkt på at blive forfatter. Jeg kan bare godt lide at skrive, og jeg skriver nok mere, end jeg læser, fortæller Anne.

- Jeg læser meget mere, end jeg skriver. Jeg læser hver eneste dag, siger Anne Louise.

- Når jeg har læst en bog, så gennemtænker jeg tit historien, og ofte har jeg så nogle idéer til, hvad der også kunne have været med i bogen og begynder så på at skrive videre på bogens historie, slutter Anne Louise.

Eleverne undervises af bibliotekar Nikoline Asmund Thomsen. Hun har selv gået på forfatterskolen, og hun både læser og skriver flittigt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...