Anders Skotlander startede som radiovært i Hjallerup som 12-årig

HJALLERUP: En af landets mest kendte stemmer tilhører Anders Skotlander. Alligevel er der kun få, der kender ham, og det til trods for, at han er speaker ved utallige TV-programmer som "Vild med dans" og "Melodi Grand Prix" samt et utal af reklamefilm.

- Jeg har det faktisk godt med ikke at være kendt, fortalte Anders Skotlander, da han besøgte DNR i Hjallerup i forbindelse med radioens 25 års jubilæum. Han startede netop sin karriere på DNR, hvor han allerede som 12-årig lavede udsendelser.

- Det var stort for mig, og nu her mange år senere synes jeg stadig, det var flot, at jeg fik lov til at lave udsendelser helt alene, sagde Anders, der er født og opvokset i Hjallerup.

Danmarks Radio fik også øjnene op for den talentfulde radiovært, og han kom hurtigt til at stå i spidsen for et børneprogram på DR samtidig med, at han lavede radio på DNR.

En studentereksamen nåede han også at tage, inden han kastede sig over mediebranchen. Sammen med en kammerat oprettede han i Aalborg et reklamebureau, der ud over at lave reklamefilm også nåede at producere en spillefilm. Hans dybe, bløde stemme blev bemærket, og derfor blev han af TV2 kaldt til casting, da der skulle bruges en speaker til "Jeopardy".

- Jeg havde sendt nogle stemmeprøver rundt til forskellige medier og ventede egentlig ikke, at det ville give noget, men det gjorde det, og jeg blev speaker på "Jeopardy", sagde han.

Herefter er det ellers gået slag i slag. I øjeblikket kan man således høre ham fredag efter fredag som speaker på "Vild med dans " på TV2.

De fleste opgaver lå i København,derfor flyttede han til hovedstaden, fandt en kæreste, og fremtiden kørte på skinner for det unge par. Alligevel brød de pludselig op og flyttede til Nordjylland.

- Min kone er ærke københavner, men det var faktisk hendes idé. Det er utroligt dyrt at bo i København. Der skal tjenes mange penge, og vi følte, at vi befandt os i et hamsterhjul. Vi er altid kommet meget i Nordjylland, og en aften, vi sad ved vestkysten, besluttede vi, at nu ville vi flytte til Nordjylland, sagde Anders.

De fandt et landsted midt ude i Store Vildmose, og der slog de sig ned. Ikke for at trække sig tilbage, men for at kaste sig over nye eventyr. Parret havde nemlig besluttet, at de ville lave rom.

- Det er der ikke andre danskere, der gør, og nu havde vi pladsen. Jeg begyndte at søge på internettet og fandt efterhånden ud af, hvordan man gør, og så gik vi i gang. Jeg købte noget rørsukker. Det hele var meget primitivt, men det lykkedes faktisk. Vi lavede en rom, som smagte godt. Herefter udvidede vi produktionen, men så var problemet bare, at det jo også skulle sælges. Fra filmbranchen vidste jeg, at det betyder noget at få priser, så jeg sendte en flaske rom til verdens største rommesse i Californien. Jeg forventede ikke noget, men pludselig kom der besked om, at vi var kåret til verdens bedste lyse rom. Det var stort, og det bevirkede, at efterspørgslen steg voldsomt, fortalte Anders Skotlander.

På sit nye landsted har han indrettet en lydboks, hvor han kan sidde og lave alle sine speaks.

- Det giver en god indtægt og har været med til at gøre det muligt at starte romproduktionen, men den skulle gerne hvile i sig selv og helst give overskud, sagde han.

Successen med rom er hjemme, og nu er parret klar til at kaste sig over nye områder.

- Vi tænker meget på at lave gin, så det bliver nok det næste, sagde Anders Skotlander, der for 25 år siden startede som radiovært på DNR i Hjallerup.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...