107 unge i Brønderslev Kommune mangler praktikplads. Det vil LO nu gøre noget ved.

DRONNINGLUND: Det går godt med beskæftigelsen i øjeblikket i Danmark. Aldrig har der været så mange danskere i arbejde som nu. Det er godt, men det giver også ifølge formanden for LO Brønderslev-Dronninglund, Ole Andersen, udfordringer.

- Vi ved alle, at vi får massivt brug for faglærte inden for erhvervsuddannelsesområderne, siger han. - Mere end 2,8 millioner har et fast arbejde, og der kommer hele tiden flere til. Desværre er der en gruppe, som ikke er med i denne udvikling, og det er en stor del af ungegruppen. Det er der flere årsager til. Det er trenden, at hovedparten af de unge skal i gymnasiet, når de forlader folkeskolen. Fakta er, at omkring halvdelen af dem, der starter på gymnasiet, ikke gennemfører eller bruger studentereksamen til at fortsætte i den boglige retning, fortsætter Ole Andersen.

- Det er vigtigt, at vi har fokus på erhvervsuddannelserne i folkeskolerne, for det er den vej, der er sikre job og ikke mindst en meget større livsindkomst, siger han.

LO Brønderslev-Dronninglund tager udfordringen op lokalt i Brønderslev Kommune, og det er aftalt med både borgmester og formanden for Beskæftigelses- og uddannelsesudvalget, at der skal sætte fokus på at få de unge i gang med en erhvervsuddannelse.

- Der er 107 unge i Brønderslev Kommune, der mangler en praktikplads til en erhvervsuddannelse. Heraf er der 46 unge, der er i skolepraktikcentret, og dem vil vi hjælpe alt det, vi kan. Derfor tager LO nu initiativ til, at vi sammen med Brønderslev Kommune, virksomheder, arbejdsgiverorganisationer og skolepraktikcentret finder en løsning og en praktikplads til dem alle. Det hænger godt sammen med udmeldingerne fra formanden for Dansk Byggeri i Nordjylland Henrik Holm, som udtaler, at der er kommet 25 % flere lærlinge inden for byggeriet. Det betyder, at virksomhederne er begyndt at se behovet for flere faglærte, og den bølge skal vi ride videre på, slutter formanden for LO Brønderslev-Dronninglund, Ole Andersen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...