Dronninglund Børnehave inviterede bedsteforældrene med til juleklip og julebag

DRONNINGLUND: Allerede inden man nåede ind i Dronninglund Børnehave, var der en duft af jul, da der forleden blev afholdt bedsteforældredag. Traditionen tro mødte bedsteforældrene op i stort tal for at klippe julepynt og for at bage pebernødder og andre julekager sammen med børnebørnene.

Rundt omkring i børnehaven samledes de to generationer om bordene, hvor der lå masser af papir, sakse og lim. Så var det ellers bare at gå i gang, og det gjorde de så sammen. Flere steder kom der også dej på bordet, og der blev trillet pebernødder i stor stil.

Senere skulle småkagerne naturligvis smages og nydes, og julepynten skulle hænges op eller tages med hjem.

Udenfor blev der lavet juledekorationer med gran og lys, så der var alt det, der hører til en god jul. En fin juletradition de har i Dronninglund Børnehave, som både børn og bedsteforældre ser frem til med store forventninger hvert år.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...